Med døtre i samme klasse fandt tidligere sygeplejerske og bankrådgiver sammen i behandlerens rolle.

KIAN JOHANSEN

Ind af de automatiske glasdøre fra Slotsgade, et smut ind i Slotscentret og op ad trapperne til venstre på første sal. Her ligger 35-årige Teresa Baggins og 45-årige Charlotte Vellings klinik med blandt andet akupunktur og zoneterapi.

Klinikken ligner et hyggeligt hjem med sofa, blomster i vaserne og de to behandlere i stilligt hverdagstøj – ingen hvide kitler og sterile rum her. Men lyse rum, indrettet med stil og smag.

Selvom de to kommer fra forskellige dele af Randers og førhen har arbejdet i to vidt forskellige brancher, så har de fundet sammen i et fællesskab der giver mening for dem. For de har gradvist opdaget, at de havde mere tilfælles end de anede.

Venteværelset hos Teresa Baggins og Charlotte Velling virker hjemligt og hyggeligt. Det er helt med vilje, fortæller de to behandlere. Foto: Kian Johansen

Penge og sygepleje

Charlotte Velling er oprindelig fra Romalt, men har i mange år boet i Hornbæk. Hun har i godt 22 år arbejdet som bankrådgiver på Mariagervej, mens Teresa Baggins er udlært sygeplejerske og altid har boet i midtbyen, siden hun flyttede til Randers fra Silkeborg som 15-årig.

»Vi mødtes, da vores to døtre startede i samme klasse på Randers Realskole. I dag går de i 4. klasse. Jeg spurgte Teresa til hendes uddannelse som akupunktør og påbegyndte den samme uddannelse året efter,« fortæller Charlotte Velling, der i flere år har haft en klinik med zoneterapi hjemme i privaten i Hornbæk. Faktisk blev huset bygget til at huse klinikken med egen indgang.

»Det blev efterhånden for småt. Jeg savnede en kollega, mere plads og et fællesskab,« fortæller hun.

Da Teresa Baggins begyndte i praktik som sygeplejerske for over 11 år siden opdagede hun, hvordan man i den afdeling brugte en form for akupunktur til at smertelindre og berolige patienterne.

»Jeg spurgte allerede dengang om jeg kunne få et kursus i akupunktur, men fik et pænt nej. Sidenhen opdagede jeg, hvor optaget jeg blev af at behandle det hele menneske, at lytte til patienternes problemer og finde alternative løsninger på det,« fortæller Teresa Baggins.

Derfor tog hun uddannelsen som akupunktør på akupunktur-uddannelse.dk. Underviseren Kjeld Bruun-Jensen er læge og har en ph.d. og har samtidig været i Kina for at lære om akupunktur.

»Jeg er vild med hans måde at sætte behandlingen med nåle op i mod den medicinske behandling. Han har begge verdener med og kan forklare, hvad der sker med kroppen og så tiltaler det nok en uddannet sygeplejerske som mig,« smiler hun.

På Slotscentrets første sal har Teresa Baggins og Charlotte Velling indrettet deres nye klinik, der helst skulle virke hjemlig og afslappet. Foto: Kian Johansen

Et slot miljø

De kalder hinanden veninde og kollega.

»Vi supplerer hinanden vildt godt. Vi engagerer hinanden fagligt, vi tager på de samme kurser og lægger planer sammen,« siger Teresa Baggins, mens Charlotte Velling supplerer:

»Det er dejligt at have en at dele hverdagen med. Vi har samme interesse for sundhed og vi kan sparre. Og så har vi ofte et forskelligt syn på det faglige, så vi kan også henvise til hinanden.«

Derfor begyndte de to at lede efter et sted at være sammen i deres arbejdsliv og var slet ikke i tvivl, da de blev præsenteret for lokalerne i Slotscentret på første sal. Lige over for Slotskroens indgang.

»Der er let adgang og elevator i ejendommen. Vi har selv indrettet det og så er vi blevet en del af et sundheds-og behandler-miljø. Her er øjenlæge, psykologer og tandlæge, udover frisør og et selvhjælpskontor.«

Charlotte slutter af:

»Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor mange mennesker der egentlig kommer igennem Slotsentret og hvor meget liv der er her på første sal. Det liv, tror jeg, der er del randrusianere der ikke tænker over.«

Der er i alt fem behandlerrum. Det er svært at vise med et billede, derfor kan du se Teresa Baggins i spejlet og Charlotte Velling lige frem i forsøget på at vise at der er meget plads. Foto: Kian Johansen