Ny streetfood-festival forventer 15.000 gæster. 18 madboder er klar til at indtage J.O. Krags Plads i dagene 1.-4. juni.

Tre Michelin-kokke. Indtil videre 18 madboder, med mulighed for flere. Der er lagt kræfter i at lade Randers Streetfood Festival åbne sommeren på J.O. Krags Plads, fortæller virksomheden Mad & Kultur, der står bag festivalen 1. til 4. juni med støtte fra Randers Cityforening og Randers Event.

Forventningen er op mod 15.000 gæster på Randers Streetfood Festival.

»Vi ser nogle store perspektiver i at bruge netop denne plads noget mere. Sidste år så vi til verdensmålsfestivalen, hvor godt pladsen kan fungere til en festival med både boder og aktiviteter. Derfor var vi heller ikke i tvivl om at hjælpe Randers Streetfood Festival godt på vej,« siger eventchef Mette Bertelsen.

Mad & Kultur besøger i løbet af foråret og sommeren otte forskellige jyske byer med deres streetfood-festivaler, der alle vil få et lokal islæt. Kulturinstitutioner og foreninger i Randers kan derfor bidrage til stemningen på J.O. Krags Plads ved at byde ind med en aktivitet, fortæller Kristian Andersen, der er partner hos Mad & Kultur.

I madboderne vil du blandt andet kunne møde en argentinsk kok og tre anerkendte Michelin-kokke. Der bliver opbygget en scene og etableret et stort antal siddepladser. Det bliver dermed muligt at nyde maden og samtidig høre live musik.

»Der bliver helt sikkert ikke kun en fest på J.O. Krags Plads. Vi ser frem til at der bliver ekstra liv i hele byen, og forretningerne skal nok være klar til at byde de mange gæster hjerteligt velkommen,« siger citychef i Randers Cityforening, Mette Bræmer-Jensen.