Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Randers har de seneste år været under gennemgribende ombygning. CT-området er udvidet, og en spritny CT-skanner er netop taget i brug.

Patienter og medarbejdere i Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Randers har de seneste to år levet med byggerod og –støj. Nu er byggestøvet fejet op, og et udvidet og moderniseret CT-område er klar til brug.

Det skriver Regionshospitalet Randers i en pressemeddelelse.

Sideløbende med ombygning af lokalerne har Røntgen og Skanning udskiftet to CT-skannere og udvidet med én, så hospitalet nu samlet set råder over fire CT-scannere, inklusiv satellitten i Akutafdelingen.

I det nyrenoverede CT-område har patienterne fået et rummeligt venteområde, så de ikke længere skal ankomme i området ved blodprøvetagningen. De tre CT-skannere er indrettet i forlængelse af hinanden med tilhørende betjeningsrum. Indretningen optimerer mulighederne for samarbejde omkring patienterne og sikrer bedst mulig udnyttelse af skannerkapaciteten.

»Vi er meget glade for vores nye afsnit. Det kan vi på hele hospitalet være stolte af, for det placerer os absolut i første division,« siger cheflæge i Røntgen og Skanning, Thomas Bjerre.

Indviet på radiologiens dag

De ny rammer blev indviet onsdag 8. november på røntgenstrålens 128 års fødselsdag, Den Internationale Dag for Radiologi, som markerer årsdagen for Conrad Røntgens opdagelse af røntgenstråling i 1895.

Chefradiograf Lisbeth Roed glæder sig over, af afdelingen på netop denne dag kan markere afslutningen på en lang byggeperiode og formelt tage de nye faciliteter i brug.

»Både personale og patienter har tålt rigtig meget. Vi har bygget om, mens skibet sejlede, og vi har ikke aflyst undersøgelser på grund af ombygningen. Det er imponerende klaret af både patienter og personale, og der skal også lyde en stor tak til håndværkerne, som vi har haft et rigtig godt samarbejde med,« fortæller chefradiograf Lisbeth Roed.

Øget efterspørgsel

Udvidelsen af CT-området har skabt plads til, at Røntgen og Skanning fremover kan foretage lungebiopsier. Samtidig kan planlagte hjerteskanninger tages ud af Akutafdelingen, og dermed er akutte og planlagte undersøgelser nu fuldt adskilt.

Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Randers foretager samlet set ca. 125.000 undersøgelser årligt. Efterspørgslen på CT-skanninger er stadigt stigende, og det er denne efterspørgsel, den øgede kapacitet skal imødekomme.

»Nu har vi rammerne til at skrue op for kapaciteten. Vi bliver samtidigt mere robuste, idet de nye skannere er langt mindre sårbare i forhold til service og nedetid,« fortæller cheflæge Thomas Bjerre.

Ombygning af Røntgen og Skanning er finansieret via en anlægsbevilling af Regionsrådet i 2021, mens indkøb af skannere er finansieret via medicotekniske bevillinger i 2022 og 2023.

»Vi er meget taknemmelige for den politiske opbakning til at skabe et tidssvarende CT-område i Randers, som er indrettet til at give patienterne den bedste betjening og til at imødegå det stigende antal undersøgelser,« siger lægefaglig direktør Lone Winther Jensen.