Navngivne politikere får flere ord med på vejen i ny bog skrevet af den tidligere borgmester Henning Jensen Nyhuus.

Henning Jensen Nyhuus udgav fredag eftermiddag en bog. ’Politi & Politik’ kalder han bogen på 294 sider.

Og den bliver nok ikke lige godt modtaget alle steder. For kriminalassistenten og borgmesteren har i fortællingen om sit liv også lige rundet en del personer, der ifølge ham ikke har holdt ord.

Når du taler med den tidligere kriminalassistent og borgmester, fornemmer du, hvor vigtigt det er for Henning Jensen Nyhuus at få fortalt sin version. Ifølge ham selv handler det om et retfærdigheds-gen og hans egen dumdristige evne til altid at tale lige ud af posen. Noget der har trukket masser af omtaler omkring hans person igennem tiderne.

Flere personer fra det politiske liv får en del ord med på vejen, både borgmestre, partifæller og politikere fra andre byrådspartier. Og så nævnes ‘Musen’ En person fra socialdemokratiet, der ifølge Henning Jensen Nyhuus, har bedrevet masser af rævekager, især for at smudse hans navn til.

Rævekagerne

Bogen handler om politiske rævekager og forhandlinger i årene i byrådspolitik. Men også om Henning Jensen Nyhuus’ opvækst.

Om hans liv i politiet. Et fald fra en trappe, der senere gjorde ham til førtidspensionist og endte hans karriere hos politiet.

Men bogen er også en historie om en mand, der altid har vidst, hvad han ville. Som da han fik fat på sin meget yngre kone, fængselsbetjenten Lena, med hvem han har to børn med.

Familie og venner står bag ham. Især konen Lena er støtten, der står bag Henning Jensen Nyhuus.

»Uanset hvad der kommer til at ske efter udgivelsen af bogen, så står vi igennem det. Det har vi prøvet før. Især da Henning var borgmester. Det er prisen for, at Henning er en kendt person. Vi kender til mange utrolige ting, der er overgået ham, og det har også ramt os som familie. Men vi er klar,« lyder det med et stærkt smil fra Lena, der tilføjer.

»Den her bog har Henning brændende ønsket at skrive, så det har vi støttet ham i. Vi ved jo ikke, hvad der sker med nogen af os i morgen. Så det skulle være nu.«

Tidligere borgmester og politimand, Henning Jensen Nyhuus (th.) har udgivet en bog, der ifølge ham fortæller en del sandheder om, hvordan politik også kan være beskidt. Fra venstre ses Lis fra duoen Lis og Per, Bjarne Bekker, hvis forlag bogen er sat op hos. Han har samtidig læst korrektur på bogen. Ved Henning Jensen Nyhuus side står konen, Lena. . Foto: Jan Szwed

Ufine metoder

Din Avis har læst bogens vigtigste afsnit, og der er detaljer om det politiske liv, som vil komme bag på en helt almindelig borger, men der er ikke meget af det, der ikke har været fremme før.

I bogen får du Henning Jensen Nyhuus’ opfattelse af flere episoder i det politiske Randers op gennem 00’erne og frem til 2023.

Der bliver sat ord på, hvad der egentlig skete under en række pludselige, politiske udskiftninger og direktørfyringer. Herunder også, da han selv blev forsøgt væltet som borgmester.

Og så bliver der fortalt om de ufine metoder, der bliver brugt flittigt i politik.

»Hvis man ikke kan tåle at høre det nu. Så skulle man ikke have lavet de ting. For et er sikkert. Jeg havde skrevet min bog alligevel,« siger Henning Jensen Nyhuus, der siden 1975 dagligt har taget noter fra sin dagligdag.

Det er blevet til mere end 48 mapper og scrapbøger og mere end to store plastkasser fyldt med papirer, viser den 73-årige forfatter med hænderne.

Lena og Henning Jensen Nyhuus fejrer trykningen af den nye bog. Foto: Jan Szwed

Kampen mod blodpropperne

Fredag havde han inviteret en lille skare af bekendte, venner og familie – og pressen. Stående der i Centrum Bogbinderi på Agerskellet mellem pallevis af bøger og trykkerimaskiner kunne han fremvise de første trykte eksemplarer af den bog, som det har taget ham over to år at skrive.

Og det har været en kamp. For gennem årene har Henning Jensen Nyhuus været ramt af adskillige blodpropper og har gennemgået flere operationer.

Lørdag 8. april blev han ramt af to blodpropper og hjertestop. Han var død i flere minutter, men det lykkedes at genoplive ham. Han ringede selv først til konen Lena, for at fortælle, at han lå i haven, før han ringede 112. Med de smerter han havde, troede han ikke på, at han overlevede.

Bogen er beviset på, at det gjorde han heldigvis.

Torsdag 30. november signerer Henning Jensen Nyhuus sin nye bog i Bog & Idé i Randers. Først mellem klokken 13 og 16 i midtbyen og senere mellem 16 og 19 i Randers Storcenter.