En scrapbog dukkede op og viste Nicks minder om den betonfrø, som han malede i 5. klasse.

For længe siden fik vi et billede ind af en gråmalet frø, der befandt sig i Ørsted på Sygehusvej. Billedet er taget af Lonni Drachmann.

Vi kunne godt regne ud, at den ikke så sådan ud, da den for 20 år siden blev født som en del af projektet ’Kys frøen’.

Nu viser det sig, at den faktisk var grøn fra fødslen af.

»Frøen i Ørsted blev malet af min søn Nick Nielsen, der i dag bor i Herning med sin familie,« fortæller Inge-Lise Nielsen, der i dag bor i Lindbjerg nord for Randers.

Nick Nielsen fandt dette billede i scrapbogen. Her går han i 5.B på Hobrovejens Skole og har netop malet sin frø færdig. Privatfoto

Nick gik på loftet og fandt sin scrapbog. Dengang gik han i 5. B på Hobrovejens Skole og malede frøen grøn.

»Det var et hyggelig event i Randers med mange sjove tiltag: t-shirt, klistermærker, frø-vin fra Glud vin, Pandora-smykker og et flot farvekatalog med alle frøerne og ikke mindst fernisering for familie og malere,« husker Inge-Lise Nielsen og hendes søn.

»Vi brugte selv frøen som tema ved Nicks konfirmation. Alt i grønne og røde farver.«

I november 2003 blev frøen købt af guldsmed G. Berg Møller fra Ørsted og stillet op foran hans forretning i byen. Og det var på grund af farverne, at Nicks frø blev valgt.

»Jeg kender ham ikke (Nick, red.), men jeg valgte en, som, jeg synes, er til at holde ud at se på, samtidig med, at der er lidt kulør og knald på,« sagde G. Berg Møller ifølge et avisudklip fra november 2003.

Hvordan frøen så senere har skiftet farve og er landet på Sygehusvej i Ørsted – det ved vi ikke noget om.

Her er udkastet til frøens udsmykning. Privatfoto