Af Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget, medlem af Randers Byråd for SF, medlem af Økonomiudvalget

Lørdag den 20. januar havde SF i Randers inviteret til midtvejsdebat om byrådsarbejdet i den første halvdel af perioden. Det må desværre aflyses.

Det stod klart, at det ikke ville give mening at gennemføre, da afbuddene begyndte at tikke ind torsdag formiddag fra flere budgetpartier, herunder borgmesterpartiet (S).

Det ærgrer mig, at arrangementet, som jeg havde set frem til, ikke kan gennemføres. Interessen for at møde borgerne og debattere arbejdet i byrådet var tilsyneladende, her to dage før arrangementet, ikke længere tilstrækkelig stor. Eller sagt på en anden måde må nogen have fået kolde fødder i ellevte time.

Det er især beklageligt over for de borgere, som gerne ville have mødt deres lokale byrådsmedlemmer med nysgerrighed og kritiske spørgsmål. Jeg synes, det er skammeligt, at vi ikke kan give dem den mulighed.