Af Otto Hansen, pensionist, Langskovvej 14, 8370 Hadsten

Der har været stor pressedækning af miljøkatastrofen i den østlige del af Ølst Bakker og Nordic Waste’s rolle i denne men mindre omtale af den oprindelige plan for graveområdet, nemlig retablering til et attraktivt naturområde.

Der er god grund til at spørge Randers Kommune, hvorfor man valgte at gøre det færdiggravede område mod øst til et kæmpemæssigt deponi for mere eller mindre forurenet jord i stedet for at følge den oprindelige plan udarbejdet af Århus Amt tilbage i forrige århundrede. Den prominente bakkekam med plastisk ler strækker sig fra Ølst over Hinge til Lysnet, der med sine 131 meter er det højeste punkt i denne del af Østjylland.

I dag er området delt mellem Favrskov og Randers Kommuner, men indtil nedlæggelsen af amterne ved udgangen af 2006 var det Århus Amt, der administrerede området hvad angår miljøtilladelser til råstofudnyttelse og fremtidsplaner for hele bakkekammen. I Favrskovs del af området udnytter Leca-værket i Hinge fortsat det plastiske ler i sin produktion.

Leca-værket har også været kaldt Saint Gobain/Weber efter den franske ejer.

I Randers Kommunes østlige del stoppede Optiroc/Fibo-værket produktionen for adskillige år siden, uden det nedslidte værk med den rustne skorsten blev fjernet. I første omgang købte Leca-værkets ejere den del, der ligger i Randers Kommune, men de videresolgte det, uden de implicerede kommuner gjorde sig store overvejelser om at implementere landskabsplanen til det lovede rekreative naturområde. Resten af historien kender vi med det resultat, vi ser i dag.

I 2002 udarbejdede Århus Amt og Cowi en såkaldt VVM-redegørelse for Ølst Bakker. VVM står for ’vurdering af virkning på miljøet’. Rapporten, Råstofindvindingsområde i Ølst Bakker, VVM omfatter 113 sider, hvortil kommer en referenceliste og lang række bilag med blandt andet en beskrivelse af flora og fauna på hver enkelt lokalitet i området.

Hvad der skulle ske med området, når de attraktive råstoffer var udnyttet, eller det ikke længere var økonomisk fordelagtigt at udnytte det plastiske ler, henviste man til dels til en for længst godkendt landskabsplan udarbejdet af arkitektfirmaet Poul le Fevre i 1993 med et tillæg fra 1996.

VVM-redegørelsen indeholder en lang række smukke fotos fra Ølst Bakker og fremtidsplaner for området i afsnittet om den såkaldte efterbehandling af de to lergraveområder, Dansk Lecas henholdvis Optirocs, når råstofudnyttelsen var afsluttet. Sammenfattende hedder det: ”ved en sammenhængende efterbehandling af de to lergrave vil der kunne skabes en dal, der naturligt indpasses i det eksisterende landskabs store skala. Ved hjælp af landskabsplanen kan der ske en fornuftig efterbehandling af området, hvor der kan opstå nye levesteder for de vilde dyr og planter”.

Landskabsplanen gik altså ud på, at gravefelterne centralt skulle udjævnes til et dalstrøg fra Hinge til Ølst, nærmest et lille søhøjland, medens de højere kanter i bakkekammen skulle bevares. Det centrale dalstrøg ville så forløbe parallelt med Alling Ådal langs sydkanten af bakkekammen. Der står derimod intet som helst om, at gravefelterne skulle kunne benyttes til deponering af store mængder forurenet jord i industriel skala.

Så sent som i 2013 gav Favrskov Kommune tilladelse til en forlængelse af graveperioden til Saint Gobain/Weber i den vestlige del frem til 2033. Men det er væsentligt at fremhæve, at i denne forbindelse blev løfterne om at efterbehandle i henhold til Århus Amts landskabsplan præciseret endnu en gang. Af kort og ordlyd i teksten måtte man få den opfattelse, at landskabsplanen også gjaldt den del, der ligger i Randers Kommune.

I gravetilladelsen hedder det for eksempel: ”der er i samarbejde mellem Saint-Gobain Weber A/S, Randers Kommune og Favrskov Kommune udarbejdet en grave- og efterbehandlingsplan. Denne tilladelse indeholder grave- og efterbehandlingsplanen, der er baseret på VVM-redegørelsen for området”.

De to kommuner må altså for bare 10 år siden have talt sammen om, at de begge havde til hensigt at følge landskabsplanen og udvikle de tidligere graveområder til en naturperle. Det er væsentligt at tilføje, at aftalen skulle tinglyses, og at der i og med gravetilladelsen var deponeret 4,86 millioner kroner til efterbehandlingen af graveområdet i Favrskov Kommune. Der var yderligere en tilføjelse om, at beløbet kunne kræves forøget med pristallet, eller hvis yderligere graveområder kom i spil. Man må antage, at tilsvarende beløb er deponeret for gravetilladelser i Randers Kommunes del, for eksempel i forbindelse med Saint-Gobain/Webers salg af det østlige område.

Man kan med bekymring spørge: er eventuelt deponerede beløb frigivet til det, som Nordic Waste kalder en efterbehandling med deponeringen af delvis forurenet jord i de østlige graveområder?

I dag er myndighedsudøvelsen i forhold til råstofområder overgået til Region Midtjylland, så måske skal man også spørge regionrådsmedlemmer, om man fremover vil forvalte i henhold til landskabsplanen, og hvor store beløb der er deponeret til efterbehandlingen.

Nu er spørgsmålet, om kommunen vil omgøre lokalplanen til industriområde og i stedet implementere landskabsplanen og udvikle en naturperle i området.