Anders Krogsgaard kritiserer parkeringsselskabet Apcoa for at give hans kone en bøde, efter hun i 14 minutter måtte opgive at få app til at virke i kælder.

Citathistorie: TV2 Østjylland

»Til skræk og advarsel parker ALDRIG i Dytmærsken 9 i kælderen.«

Sådan indleder Anders Krogsgaard fra Randers et Facebook-opslag i den lokale bygruppe, og det har fået folk op af stolene.

Mange andre har dårlige oplevelser med at parkere i p-kælderen, hvor de er endt med bøder med – ifølge dem – urimelige begrundelser.

Og en bøde er netop, hvad Anders Krogsgaards hustru endte med, da hun for en måned siden ville parkere i kælderen.

»Hun kører ned i kælderen og ser i øvrigt ikke, at nummerpladen bliver fotograferet der. Så finder hun en plads, men kan ikke få appen til at virke, fordi der er dårligt signal,« fortæller Anders Krogsgaard og fortsætter:

»I 14 minutter forsøger hun at få det til at virke og går blandt andet rundt i kælderen for at finde signal. Men det lykkedes ikke, og hun kører derfra igen for at finde en p-plads et andet sted i Randers.«

Nogle uger efter dumpede der så en besked ind i Anders Krogsgaards e-boks, da bilen står i hans navn.

Beskeden indeholdt en parkeringsbøde på 870 kroner fra firmaet Apcoa.

»Det forstår min kone selvfølgelig intet af, da hun slet ikke har forladt kælderen og ikke er endt med at parkere der. Hun har simpelthen fået en bøde, fordi der manglede signal,« mener Anders Krogsgaard.

Foto, forklaring – og fastholdelse

Anders Krogsgaard har ad flere omgange forsøgt at få en dialog i gang med parkeringsselskabet Apcoa, men det er ikke sådan rigtig til.

»Det er jo mest nogle robotter, jeg skriver med, og så får jeg standardsvar tilbage på mail. Jeg synes ikke, at det er fair, vi ikke kan forsvare os selv.«

Han slår fast, at det naturligvis er helt fair med en bøde, hvis man parkerer et sted uden at betale.

»Men min kone nåede jo aldrig at parkere der, inden hun gav op med den app. De kan jo også se på deres kameraer, at hun aldrig har forladt kælderen gående,« siger Anders Krogsgaard.

Står ikke alene

Anders Krogsgaard og hans kone er på ingen måde de eneste, der kritiserer Apcoa for vilkårene i p-kælderen og de bøder, som bliver givet der.

Det fremgår tydeligt i kommentarer til det Facebook-opslag, han har lavet i Facebook Randers.

»Vi fik også en p-bøde. Holdt der i 15 minutter og prøvede at få app til at virke på min mobil, da manden havde glemt sin egen mobil. Det lykkedes ikke. Så vi kørte derfra igen. Men fik en bøde,« lyder det fra en bruger.

»Så er der nok også en bøde på vej til mig. Skulle til læge i Dytmærsken i sidste uge og ville parkere i parkeringskælderen, men på grund af dårligt signal virkede min app ikke, og jeg måtte køre igen,« supplerer en anden.

»Jeg har også en p-bøde derfra, fordi appen fejlede og placerede mig oppe på grusset, trods jeg trykkede det nummer, der stod i kælderen. Den kælder er og bliver en pengemaskine på grund af dårligt signal,« skriver en tredje utilfreds bilist.

Ikke alle bakker op

Der er dog også brugere i kommentarsporet på Facebook, der mener, at Apcoa intet har gjort galt.

Og det i stedet er Anders Krogsgaards kone og de andre utilfredse bilister, der er gale på den.

Eksempelvis forstår nogen ikke, hvorfor man ikke bare parkerer der og får styr på appen, når man kommer op fra kælderen.

»Det kan de også have en pointe i, men min kone ville have styr på tingene, inden hun gik derfra. Og hun havde travlt og vælger så at køre derfra efter 14 minutter uden at have fået det til at virke.«

Situationen lige nu er den, at Anders Krogsgaard endnu ikke har betalt bøden på de 870 kroner – sidste frist er overskredet.

Og det kommer han heller ikke til.

»Der er nødt til at være nogen, der kæmper imod. Det er ikke i orden det her,« lyder det fra ham.

I stedet har han klaget til Parkeringsklagenævnet, som han forventer snarest vil behandle hans klage.

TV2 Østjylland har forgæves forsøgt at få en kommentar til kritikken fra parkeringsselskabet Apcoa. Tv-stationen sendte en forespørgsel til firmaet onsdag eftermiddag og har rykket for et svar igen torsdag morgen.

Men firmaet er endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne.