Randers Egnsteaters talentskole udvikler unges teatertalent på et højt teaterfagligt niveau, men de unge oplever også, at de udvikler sig personligt

 

I 2015 åbnede Randers Egnsteater dørene op til en helt ny talentskole for unge teatertalenter, hvor de kunne modtage gratis undervisning på et højt fagligt niveau af skuespillere og dramaturger i professionelle rammer.

Mange af de unge talenter drømmer om en karriere på de skrå brædder foran et levende publikum og under scenelampernes fortryllende lys. Et arbejdsliv, hvor de kan fordybe sig i spændende teatertekster, indleve sig i en rolle og udfolde deres talent for skuespil.

Randers EgnsTeaters Talentskole er for flere af de unge et springbræt til at opnå denne drøm. Men undervejs i forløbet oplever flere af talentskolens elever også, at de ikke kun udvikler deres talent for skuespil.  De udvikler også deres evner til at håndtere andre sider i deres liv.

 

Et fundament for livet

Katja Jensen fra talentskolens Skuespiller Grundforløb blev i starten tiltrukket af de professionelle rammer og dygtige undervisere, men her halvvejs igennem forløbet lægger hun også vægt på sin egen personlige udvikling. Hun fortæller, at man kommer til at tro mere på sig selv, når man bliver kastet ud i nogle lidt vanvittige situationer på scenegulvet:

”Det er med til at styrke en. Man får et godt fundament i sit liv, ved at man tør at stå ved sig selv og vise, hvem man er.” Katja er i gang med sit tredje år på skuespillergrundforløbet.

Simone Vinther genkender sin holdkammerats udsagn og oplever også selv, hvordan hun har udviklet sig på et personligt plan. Simone kunne nogle gange være lidt hård ved sig selv og blive meget nervøs inden hun skulle præstere, men det er blevet anderledes.

”Nu fortæller jeg mig selv, at jeg godt kan og bare skal nyde det. Det er jeg blevet bedre til at håndtere end tidligere”, siger hun.

Talentskolens leder, Tine Eibye fra Randers Egnsteater, er ikke overrasket over de unges oplevelse. I kraft af sin store erfaring med scenekunst, også som skuespiller, har hun mærket på egen krop, hvordan teater kan udvikle en personligt:

”Der sker simpelthen noget for en personligt, når man arbejder fordybet og seriøst med teater – uanset om det er en fuldtidsbeskæftigelse eller tre timer om ugen. Og dét der udvikles i en, kan man bruge til sit skuespillertalent, men også som menneske,” fortæller hun.

 

Godt fællesskab på højt niveau

I modsætning til talentskolens Skuespiller Grundforløb, skal eleverne på Skuespiller Talentlinjen gennem en optagelsesprøve for at komme ind. Der stilles høje krav til elevernes talent for skuespil, da forløbet har fokus på at undervise på et teaterfagligt højt niveau.

18-årige Sofus Ellegaard er i gang med sit første år på Skuespiller Talentlinjen, og han er dermed en af de få, der kom igennem nåleøjet. Han har spillet teater i 10 år og ville gerne have mere teaterfagligt teori bag sit skuespil. Sofus har også igennem sit forløb på talentskolen oplevet, hvordan karakterarbejdet fra undervisningen har hjulpet ham i hverdagen. Hvis han f.eks. har haft det skidt, kunne han flytte det over på en karakter, fortæller Sofus og uddyber:

”Det har jeg brugt flere gange senere hen, for når man kan sige, at det er i orden, at denne karakter har det skidt, så er det faktisk også okay, at man selv kan have det skidt.”

19-årige Nanna Fried og 20-årige Sofie Houlberg Sørensen er også i gang med deres første år på skuespillertalentlinjen, og på trods af stor nervøsitet til deres optagelsesprøve blev de begge optaget og går nu på holdet sammen med Sofus. Som særligt værdifuldt fremhæver de begge det høje ambitionsniveau på holdet, og at der er plads til at dele dybe sider af sig selv. Nanna bemærker, at hun også har udviklet sig personligt og fået konkrete redskaber, hun kan tage med sig i andre situationer:

”Bare det med at trække vejret dybt, komme helt ned i sig selv og mærke jorden. Og at kunne tilgive sig selv, selvom man træder ved siden af”, siger hun.

 

”Vi tager de unge alvorligt”

Tine Eibye glæder sig over, at de unge udvikler sig på både et personligt og teaterfagligt plan. For selv om ikke alle de unge talenter får opfyldt drømmen om et liv på scenen, så er hun overbevist om, at de vil kunne bruge deres erfaring med at ”performe” i andre jobs.

”Det er meget vigtigt, at de oplever at blive taget meget alvorligt, og at vi stiller krav til dem om at dedikere sig. For det er så interessant for mennesker at møde dét at få stillet krav til sig i alle livets sammenhænge. Og ikke mindst, at der er nogen, der siger ”Ved du hvad, dig tror jeg på! Du skal bare klø på!” fortæller Tine.

Det dedikerede arbejde med skuespillet kan alle fem unge talenter genkende, da der bliver arbejdet ihærdigt og seriøst med skuespilkunsten på begge skuespillerforløb.

”Det er fedt, at det også er lidt hårdt, for det betyder også, at man engagerer sig og gør noget, man normalt ikke ville gøre – og det er det vigtigste!” fortæller Sofus.