Lyd på udstillingerne, mulighed for skoleelever til at føre videosamtaler med en arkæolog via Skype og publikumsindflydelse på fremtidens museumsudstilling. Det bliver virkelighed, når Museum Østjylland realiserer de projekter, som museet netop har modtaget næsten 1 million kroner fra Kulturarvsstyrelsen til. Dermed kan museumsgæsterne i Randers og på Djursland se frem til endnu mere spændende museumsbesøg i fremtiden.
De mange penge skal gå til tre projekter. Museet ansætter – så vidt vides som det første museum i Danmark – en huskomponist og lyddesigner, der skal eksperimentere med og udvikle museumsudstillinger, som appellerer til høresansen. Det vil resultere i seks udstillingsprojekter, hvor lyden kommer til at indgå som et væsentligt element, blandt andet i Siamesisk Samling i Ebeltoft, udstillingen Fra købstad til industriby i Randers og i en kommende udstilling om Norddjurs’ arkæologi og historie i Grenaa.
De mange skoler i Østjylland, der benytter sig af Museum Østjyllands tilbud om oldtidens historie, kan glæde sig til, at museet producerer en række film om oldtidsemner. De vil kunne hentes ned fra Nettet, og når eleverne har set filmene, kan de få museets arkæologiske eksperter helt ind i klasseværelset i en direkte dialog via Skype.
Endelig har Museum Østjylland fået penge til at involvere brugerne, når der i de kommende år skal udvikles helt nye udstillinger om Randersegnens oldtidshistorie og om Norddjurslands og Grenaas historie. Det vil ske ved, at der etableres to midlertidige udstillingsrum, Museets mødesteder, i henholdsvis Grenaa og Randers. Her kan borgerne løbende bidrage til fortællingen af deres lokale historie, og de bliver præsenteret for og kan gå i dialog om delelementer til museets nye basisudstillinger. Målet er naturligvis at involvere borgerne og give dem ejerskab til deres egen historie.
”Vi er naturligvis glade for, at Kulturarvsstyrelsen har fundet vores projekter så interessante, at styrelsen har taget den store pung frem for at støtte dem. Det falder rigtig godt i tråd med Museum Østjyllands vision om at være Danmarks nyskabende lokalmuseum, at vi nu også har fået økonomisk mulighed for at føre nogle af vores nytænkende idéer ud i livet” udtaler museumschef Jørgen Smidt-Jensen.