Vartegnet over Gudenåen – den Blå Bro – skal renoveres og have lagt ny, langtidsholdbar belægning. Arbejdet er startet og det betyder lukning af broen i aften- og nattetimerne
På byrådsmødet 2. marts besluttede Randers Byråd at udskifte belægningen på den Blå Bro. Den nuværende belægning er medtaget af tidens tand og bliver desuden meget glat, når det er vådt, og når føret er dårligt om vinteren.
Forventet holdbarhed på 50 år
Byrådet besluttede at den nye belægning skal være en mere skridsikker kunststofbelægning, som desuden har en betydeligt længere levetid end den nuværende. Den kommende belægning ventes at kunne holde i 50 år og hele renoveringen koster ca. 1,5 mio. kr.
Broen lukker om aftenen
Det er firmaet Randers Montage Service A/S, der skal stå for udskiftningen af belægningen. Mens arbejdet står på er det nødvendigt at lukke broen helt for trafik. Derfor er arbejdet tilrettelagt sådan, at det kun foregår mellem kl. 18:00 og kl. 6:00 om morgenen. Dermed er broen åben som normalt for trafik i dagtimerne. Disse ”åbningstider” gælder indtil 31. juli.
Når den Blå Bro er lukket henvises der til stibroen.