Det blev cykelholdet ”Sundhedsfreaksene” fra Sundhed- og Ældresekretariatet i Randers Kommune, der vandt Randers Cykelbys førstepræmie i den landsdækkende motionskampagne ”Vi cykler til arbejde”
De ni deltagere på cykelholdet arbejder i dagligdagen med at fremme sundheden for borgerne i Kommunen. Ifølge holdkaptajn Per Adelhart Christensen er kampagnen derfor en kærkommen lejlighed til at støtte sundheden ved at springe på cyklerne til og fra jobbet:
”Vi har deltaget i kampagnen i mange år, for vi bør gå forrest og bakke op om gode initiativer, der handler om at være fysisk aktive,” siger Per Adelhart Christensen, der er sekretariatschef i Sundhed, Kultur og Omsorg i Randers Kommune.
Mere fællesskab og nyt holdnavnHan cykler til arbejdet hver dag året rundt og hygger sig med at være en del af kampagnen, da den øger fællesskabet på arbejdspladsen:
”Vi snakker om cykling i pauserne og driller hinanden med hvor mange eller hvor få kilometer, vi cykler,” fortæller Per Adelhart Christensen, der som holdkaptajn prikker til deltagerne på holdet, hvis de glemmer at registrere deres cykeldage:
”Kampagnen får de kollegaer, der ikke cykler så meget i hverdagen til at hive cyklen ud af skuret i maj måned. At cykle til arbejde bliver derfor en vane, som de fortsætter med hele sommeren,” siger Per Adelhart Christensen.
Cykelholdet kalder sig ”Sundhedfreaksene” men overvejer at skifte navn:
”Sundhed og Ældre i Randers Kommune er netop blevet lagt sammen med kulturområdet. Derfor hedder forvaltningen nu Sundhed, Kultur og Omsorg. Måske skal cykelholdet i fremtiden hedde noget med SKO. Vi håber også, at sammenlægningen vil øge deltagerantallet, så endnu flere vil være med på vores cykelhold,” siger Per Adelhart Christensen