På lørdag 19. september besøger værterne fra det populære DR-program Store Nørd Nordre Fælled. Eventen er et kick off på en række aktiviteter, som giver børn og unge i Randers mulighed for at få en masse sjove og gratis oplevelser i naturen
 
Natur- og friluftsliv er et godt supplement til traditionelle sportsgrene. Derfor har Dansk Folkehjælp i samarbejde med Randers Produktionshøjskole og Bysekretariatet taget initiativ til en række aktiviteter, som skal være med til at gøre naturen tilgængelig og sjov for børn og unge.
Det hele skydes i gang med en event på lørdag 19. september, hvor Kåre og Emil fra Store Nørd kommer og leverer et forrygende show. De vil tage deltagerne med på en tur i naturvidenskabens verden og ind i Store Nørds univers, hvor alt kan ske. Derudover laves der bålaktiviteter med boller, kakao og skumfiduser. Eventen foregår fra kl. 14.00 – 16.00 på Nordre Fælled.
Det er gratis at deltage. Alle er velkomne.
 
Aktiviteter i det fri
Eventen 19. september er et kick-off på et længere forløb, hvor Randers Produktionshøjskole og Bysekretariatet i samarbejde med lokale foreninger laver aktiviteter i naturen, der giver børn og unge mulighed for at få et aktivt natur- og friluftsliv.
’Naturen er en fantastisk ramme for leg og læring med plads til at få brugt både krop og sanser’ siger Nynne Pertou, projektleder fra Dansk Folkehjælp.
Naturvejleder Søren Schmidt fra Randers Produktionshøjskole glæder sig over samarbejdet:
“Hele grundideen med aktiviteterne er at involvere de foreninger og klubber, der har naturen i centrum for at vække børnenes interesse for både naturvidenskab og for deltagelse i foreningslivet”, siger hun.