I to år har Randers Kommunes dagpleje haft særligt fokus på børn, der er kommet til verden før tid. Projektet, som har til formål at forbygge fremtidige senfølger, er nu blevet gjort permanent. En dagplejer og et forældrepar fortæller her om deres oplevelser med projektet
 
Omkring 3600 børn, svarende til godt seks procent af samtlige danske børn der bliver født om året, bliver født for tidligt. Det kan give store udfordringer i barnets opvækst at være født for tidligt, hvis barnet ikke støttes i udviklingen.
Som en forebyggende indsats har Randers Kommune gjort et projekt med hjælp til for tidlig fødte børn i dagplejen permanent. Den kommunale sundhedspleje og pladsanvisning henviser forældre med børn, som er født for tidligt til særligt uddannede dagplejere. Derudover er der indført en række andre tiltag, som er med til at give det for tidlig fødte barn en god start på opvæksten.
Anette Madsen er en af de dagplejere, som har været på det særlige kursus. Hun fortæller, at det har gjort hende i stand til at håndtere de for tidlig fødte børn på en helt anden måde.
”Børn, som er født for tidlig, kan være mere sensible og kan hurtigere blive kede af det end andre børn. Vi kan derfor ikke gøre tingene i samme tempo. Det kræver en langsommere indkøring i dagplejen. Som dagplejer skal vi også være meget opmærksomme på ikke at udsætte barnet for mange nye sanseindtryk for hurtigt,” fortæller hun.
 
Tager hensyn til barnets udvikling
Anette Madsen nævner eksempelvis den ugentlige situation, når de mødes med andre børn og dagplejere i legestuen.
”For børnene er legestuen en god udviklingsmulighed, hvor de kan lære at fungere i en større børnegruppe. Men for barnet, som er født for tidligt, skal vi passe meget på med, hvor hurtigt vi kaster ham eller hende ud i sådanne større bekendtskaber. Så går vi i begyndelsen kun derhen i en time, indtil vi til sidst kan være der hele dagen. Det kræver langsom tilvænning,” forklarer Anette Madsen.
Når hun og andre dagplejere i Randers Kommune har et for tidligt født barn i plejen, kan den enkelte dagplejer blive fritaget for gæstebørn i tilfælde af sygdom eller ferie hos kollegaer. Barnet kan også tælle for to pladser. Samtidig får dagplejeren tilknyttet en vejledende pædagog med specialviden inden for området.
 
Samarbejde med forældre skaber tryghed
Håndteringen og hjælpen til de for tidligt fødte børn betyder også en skærpelse af dialogen med forældrene, som ofte er særligt bekymrede og kan have direkte traumer som følge af, at deres barn er født for tidligt. Sådan oplevede det randrusianske ægteparret Maria og Allan Stender det også, da de for tre et halvt år siden fik tvillingerne Jasmin og Elias. De blev født i graviditetsuge 29, der er 8 – 11 uger for tidligt.
”Det var rigtig hårdt at føde børn for tidligt. Først er graviditeten afbrudt, før man vænner sig til, at man er gravid og er ved at blive stor. Man er bange og frygter det værste,” fortæller Maria Stender.
Begge børn var under omstændighederne sunde og raske ved fødslen og var på intet tidspunkt i en kritisk tilstand. Det blev dog ret hurtigt klart for forældrene, at Jasmin var bagud i udviklingen i forhold til sin bror.
Både Jasmin og Elias kom i dagpleje hos Anette Madsen. Her oplevede forældrene en stor tryghed og imødekommenhed. Fysioterapeuter og ergoterapeuter havde udarbejdet et træningsprogram, som Anette hver dag gik igennem sammen med Jasmin.
”Hun var rigtig god til at finder på lege, som motiverede Jasmin til at komme op og gå. Hun havde ikke kunnet klare at være i en vuggestue med mange mennesker og meget støj. Jasmin har været meget sensitiv fra fødslen, og det døjer hun stadigvæk lidt med. Det er dog aftaget meget, og det er helt sikkert på grund af de trygge rammer, der har været hos dagplejen,” forklarer Allan Stender.