Det blev en oplevelse for livet, da optiker Camilla Falk Hansen, Randers, drog på ekspedition med Louis Nielsen rullende optikerklinik i Tanzania
 
Ekspeditionen gik til Goba, der ligger i den nordvestlige udkant af Tanzanias største by Dar Es Salaam, hvor hun sammen med øvrige medarbejdere fra Louis Nielsen gav synsprøver og briller til tanzanianere, der ellers aldrig ville have mulighed for at få hjælp til et bedre syn. 
I løbet af ugen besøgte specielt mange skoleelever Louis Nielsens eye camp i Goba. Flere af dem havde svært ved at følge med i undervisningen som følge af deres nedsatte syn. En af dem var 19-årige Hancy Ezekiel, der blev mål til -5.  
“Det var ubeskriveligt at opleve Hancy, der pludselig, for første gang i sit liv, kunne se klart. Jeg havde godt nok gjort mig nogle tanker hjemmefra, men virkeligheden overgik alt, hvad jeg havde forestillet mig”, siger Camilla Falk Hansen.
Da ugen var omme stod resultatet klart. 1.055 tanzanianere havde fået hjælp til bedre syn. Traditionen tro havde ugen også budt på flere fantastiske og rørende oplevelser. Det var blandt andet 47-årige Muantumu Rashidi, der løb med holdets opmærksomhed, da hun blev målt til +10.
“Det er en utrolig tanke, at Muantumu har levet med så dårligt syn i så mange år, og hendes reaktion var da også enorm glæde og taknemmelighed, da hun fik brillerne på. Det gør mig stolt at være med til at hjælpe så mange mennesker til en meget bedre livskvalitet”, siger Camilla Falk Hansen.  
 
Over 26.000 har fået hjælp
Louis Nielsens rullende klinik har kørt i Tanzania siden efteråret 2010, og optikerkæden arrangerer flere årlige ekspeditioner. Foreløbig har over 26.000 tanzanianere fået hjælp via projektet. Men det er ikke kun tanzanianerne, der har glæde af projektet. Også brille-donorerne i Danmark kan gå hen og få en rigtig god oplevelse.
“Louis Nielsen har lavet et tracking-system på genbrugsbrillerne. Det giver donorerne mulighed for at få modtageren i Tanzania at se, når brillerne finder en ny ejer”, fortæller Camilla Falk Hansen, der tilføjer, at man kan donere sine briller året rundt hos Louis Nielsen på Østervold.