Duften af flæskesteg og rødkål kombineret med julehygge møder 32 udsatte borgere fra Randers, når de åbner døren hos HTH på Aarhusvej den 11. december kl. 12. Der er dækket op til en tre retters julemiddag.
”Sidste år holdt vi for første gang julefrokost for socialt udsatte borgere, og det var et stort hit. Interessen var overvældende, folk var glade, og det var en rigtig hyggelig julefrokost. Derfor gentager vi gerne succesen, siger Morten Christensen, filialchef i HTH Køkkenforum i Randers.
SAM Foreningen (red.: forening, som udbyder og koordinerer aktiviteter for socialt udsatte borgere) har fundet 32 personer, som godt kunne trænge til en god julefrokost. Det er det antal, der er plads til i køkkenbutikken.
 
Stor opbakning
HTH kom på ideen med en julefrokost og oplever stor opbakning fra SAM Foreningen og fra erhvervslivet i Randers. 15 virksomheder støtter op med alt – fra flæskestege og andre råvarer til julemiddagen – til borde og stole, julegaver og underholdning.
Julemaden bliver tilberedt af Egå Produktionshøjskole lige som sidste år.
”Jeg oplever, at det lokale erhvervsliv rigtig gerne vil være med til at give en god oplevelse til nogle mennesker, der har det svært og måske også kan føle sig ensomme i juletiden,” siger Morten Christensen og fortsætter:
”Jeg håber også, at julefrokosten kan være med til at skabe større opmærksomhed om det store arbejde, som SAM Foreningen gør for socialt udsatte borgere i kommunen. Der er plads til mange flere gode arrangementer resten af året.”
 
Julen – en svær tid
Hos SAM Foreningen er der fokus på den gode oplevelse, og foreningen er derfor glade for julearrangementet. ”Nu er det andet år i træk, at der bliver holdt julefrokost for de social udsatte borgere, og det er med til at sætte fokus på mennesker, der har det svært i en juletid, hvor de fleste har mange at dele en hyggelig højtid med. Det er mit håb, at julefrokosten kan brede sig som ringe i vandet, så der kan skabes flere aktiviteter for de udsatte borgere,” siger Rita Wohlseld, koordinator for SAM Foreningen.   
De lokale virksomheder, som gør julefrokosten mulig er foruden HTH: Tømrerfirmaet Vinther & Lassen, Kemp & Lauritzen A/S Randers, Dansk Revision Randers, Sport Direct Randers, Egå Produktions Højskole, KIWI Århusvej Randers, Randers Kød Engros ApS, Morland Park, Multiline, Poul Rasmussen Bilcenter A/S, Vennelyst Bageri, IT Security A/S, Sparekassen Kronjylland, Yousee Randers og Randers FC.