Foreningen Coding Pirates starter en fritidsaktivitet i Randers, hvor børn og unge kan udvikle deres kreativitet inden for teknologi
 
Der afholdes et informations møde for frivillige tirsdag 19. april på Randers Bibliotek i konferencelokale 2 klokken 16.30-17.30 og igen klokken 17.30-18.30.
Det er også okay at tage sine børn med eller komme forbi og kigge, fordi man vil høre lidt om selve konceptet.
Til mødet kan man høre mere om Coding Pirates Randers og om, hvad det vil sige at være frivillig. Man behøver ikke kunne skrive kode for at være frivillig i Coding Pirates, bare man har lyst til at lege teknologi med børn og unge. 
 
Om Coding Pirates
Foreningens formål er at fremme børn og unges produktive og kreative it-kompetencer via afholdelse af ugentlige klubaftener, workshops og online kollaboration samt udvikling af dedikeret undervisningsmateriale sammen med andre Coding Pirates afdelinger.
Som hovednerve i foreningen står en broget skare af udviklere, lærere, programmører, forskere og entreprenører, som alle har det til fælles, at de ser et behov for et tilbud til børn og unge, der vil styrke deres it-kompetencer og kreativitet.
Coding Pirates breder sig til hele landet, og lokale afdelinger og foreninger er skudt op i blandt andet Aarhus (i partnerskab med Aarhus Universitet og Aarhus Hovedbibliotek), i Aalborg (i partnerskab med lokale it-virksomheder) og mange andre steder i hele landet.
Man kan læse mere på www.codingpirates.dk