Færøsk landsholdsspiller har skrevet tre-årig kontrakt med Randers FC
 
Der var i forvejen en række svenskere. Så kom en finsk midtbanespiller til og derpå en islandsk målmand. Og senest har Randers FC så tegnet kontrakt med en færing.
Randers FC præsenterede nemlig søndag den 20-årige færøske midtbanespiller Brandur Hendriksson, som Randers FC-sportschef Ole Nielsen har hentet hos de forsvarende danske mestre FC København.
Brandur, der er noteret for 10 landskampe og to mål for det færørske A-landshold, har lavet en tre-årig aftale og trænede allerede med søndag formiddag efter at have bestået det obligatoriske lægetjek hos læge Peter Faunø.
Ole Nielsen spår Brandur en fremtid som profil i Randers.   ”Det er stort og ungt talent, vi har fået til klubben, og talentet er netop det, vi skal have udviklet og forløst i den kommende tid, så han kan blive en profil for Randers FC. Og det vil lykkes. Det er jeg sikker på,” siger Ole Nielsen, der kalder færingen en virkelig teknisk dygtig offensivspiller, som kan spille flere positioner på den forreste del af banen.
”Han sparker virkelig godt til en bold, så han vil også blive en trussel på dødbolde,” siger Ole Nielsen om Brandur, der bliver den blot anden færing i kamp for Randers FC. Den anden er Atli Gregersen, der noteret for en enkelt kamp i foråret 2003. I dag er Atli anfører på det færøske landshold. Matchvinder i finale
 
Brandur fik et mindre gennembrud i slutningen af sæson 2014-15, da han blev matchvinder i pokalfinalen og et par uger senere var manden, der sikrede FC København sølvmedaljer med et mål direkte på frispark mod OB. Han er fast inventar på Færøernes landshold, der i EM-kvalifikationen overraskede med at vinde både ude og hjemme mod Grækenland. I FCK er der hård kamp om pladserne, så nu skifter Brandur fra hovedstaden til Randers i jagten på det virkelige gennembrud. ”Jeg skal kæmpe hårdt for at komme på holdet i Randers, der har stor kvalitet i truppen og hård konkurrence om pladserne, men jeg glæder mig til at komme i gang og en gang for alle bevise, at jeg har evnerne til at gøre en forskel på det højeste niveau i dansk fodbold,” siger Brandur Hendriksson, som Randers FC-fans sikkert husker fra en kamp i april 2015, da Randers FC på hjemmebane besejrede FC København 3-0. I den kamp kom Brandur på banen sent i opgøret og gjorde sig mest bemærket ved at indkassere direkte rødt kort i overtiden for i frustration at sparke Kasper Fisker ned…