Det er overbevisende tal, der netop er blevet offentliggjort fra et østjysk projekt om behandling af overvægt hos børn og unge. 83 procent af deltagerne har tabt sig efter et år i overvægtsklinikken, og en af dem er 14-årige Tobias Schou Sørensen fra Randers. Ledende overlæge på Børneafdelingen i Randers betegner projektets midtvejsresultater som et gennembrud for behandlingen af overvægt i Østjylland
 
14-årige Tobias springer i forvejen med lange energiske skridt. Det er svært at forestille sig, at han for nogle år siden blev overhalet af sin lillesøster, når de legede og løb om kap.
”Jeg var irriteret over, at jeg ikke rigtigt kunne følge med, når der var idræt i skolen. Jeg var heller ikke så glad dengang og gik mest for mig selv,” fortæller Tobias Schou Sørensen, som i dag er en frisk og social teenager med masser af venner, interesser og appetit på livet.
Tobias startede i overvægtsklinikken hos Sundhedsplejen i Randers Kommune i sommeren 2014. Siden har han tabt 20 centimeter omkring livet. Han er også blevet cirka 20 centimeter højere, og han vejer næsten det samme, som han gjorde for 2½ år siden.
Udgangspunktet for behandlingen er den såkaldte Holbækmodel, hvor børnene følger stringente retningslinjer og desuden bliver undervist i at håndtere overvægtsproblemerne. I forløbet arbejder deltagerne også med udvikling af sund livsstil, motionsvaner, søvnrytme og handlekompetencer.
 
Effektivt samarbejde giver resultater
Sundhedsplejen i Randers har opnået de flotte resultater i samarbejde med fagpersoner i Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommune samt Børneafdelingen på Regionshospitalet i Randers. Personalet på børneafdelingen undersøger deltagerne for sygdomme, der er relateret til overvægt, og herefter tager fagpersonerne fra kommunerne over.
”Det er første gang, at det er lykkes Børneafdelingen og de fire deltagende kommuner at udvikle et så succesfuldt og effektivt behandlingstilbud til svært overvægtige børn i Østjylland. Resultaterne viser, at børnene taber sig – uanset køn, alder, bopæl og vægt. Det er et gennembrud for behandling af børn med svær overvægt i vores landsdel, og det kan bruges som inspiration for andre regioner og kommuner i landet,” siger Bent Windelborg Nielsen, ledende overlæge i Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers.
Metoden har desuden vist sig at være lige så billig, som den er effektiv. De gode resultater er nemlig opnået med et minimum af ressourcer og en samlet behandlingstid på 6,75 timer pr. barn om året.
Børnene bliver afsluttet i overvægtsklinikken i løbet af det år, hvor de har nået en vægt, der svarer til 27,5 BMI for en voksen. Det er der indtil videre ni børn i projektet, der har opnået.