Radio Alfa afholder i samarbejde med børnefonden CoolUnite radiokonkurrencen “SuperDysten”, hvor seks virksomheder hver får 10.000 kroner, der skal yngle

 

“SuperDysten” handler om at seks virksomheder i radioens sendeområde låner 10.000 kroner af CoolUnite og så er det op til de seks virksomheder i en konkurrence imod hinanden at samle så mange penge ind på tre uger med de 10.000 kroner som startkapital.

Radioen følger dysten tæt og er i daglig kontakt med de seks virksomheder.

“Der er konkurrencer undervejs som har til formål at hjælpe virksomhederne med at indsamle endnu flere penge. Det handler kort sagt om at involvere sine kunder, samarbejdspartnere og venner for at samle så meget ind som muligt”, fortæller Henrik Henneberg Eventmanager hos Radio Alfa.

Alt er tilladt – der er ingen regler. Og alle radioens lyttere følger med på sidelinjen.

Den kendte iværksætter og erhvervsmand Jacob Risgaard fra Coolshop er mentor for de seks virksomheder og han vil kickstarte “SuperDysten” med et foredrag og gode indspark helt eksklusivt for de seks virksomheder.

Børnefonden CoolUnite støtter udsatte og sygdomsramte børn over hele Danmark. CoolUnite støtter meget op om Danmarks eneste børnehospice der drives af Skt Lukas Stiftelsen.

Et lille udpluk af CoolUnites ambassadører er Bettina Aller, Sara Maria Franck Mærkedahl, Kristian Von Hornsleth, Michèle Bellaiche og Emil Thorup.

Hele konkurrencen sluttes med en stor finale i radioen, hvor alle deltagerne selvfølgelig deltager.

Det er børnefonden CoolUnite, der får doneret alle midlerne fra indsamlingen og CoolUnite støtter udsatte og sygdomsramte børn med de indsamlede midler.

Der er tale om en ambitiøs konkurrence – så man skal gide involvere sit netværk og prioritere indsatsen de tre uger konkurrencen kører.

Og den er Jesper Blak fra Super1Rent helt med på:

“Det er en god måde at samle ind til børn, der har det dårligt”, siger han.

“CoolUnite er en kanon organisation og for mig ligger det lige til højrebenet. Vi vil gerne være med til at hjælpe andre”, siger han.

Han regner med at de 10.000 kroner bliver til 250-300.000 efter de tre uger, og det skal netværket hjælpe med.

“Ja, jeg har en helt klar strategi for forløbet. Jeg vil inddrage mit netværk som skal komme med donationer i form af varer og serviceydelser, og så vil jeg køre radiospots og facebook massivt”, fortæller han.