Der er gået rygter om en konkurs, men Huset nord har altså bare haft en stor vandskade, slår indehaver Janne Kjær fast og maner alle rygter til jorden

 

En fjer er hurtig blevet til fem høns, når randrusianerne har snakket om løst og fast på de sociale medier – det må indehaver af Huset nord Janne Kjær sande, da hendes butik har været genstand for løse rygter, selvom der har stået på facaden, at der var vandskade.

“Jeg har endda stået ved siden af en ved facaden hvor jeg skrev at vi havde vandskade og hun spurgte alligevel om vi var lukket. Folk læser ikke hvad der står”, siger en frustreret Janne Kjær.

Huset nord genåbnede torsdag efter vandskaden der har krævet seks ugers renovering efter to skybrud sidst i juli måned der overbelastede kloakkerne så meget i Middelgade, at vandpresset til sidst gik ud over Jannes gulv og vægge.

“Vand strømmede ind og op og ned ad vægge og under gulvet, så da jeg kom om morgenen, stod der vand på 100 kvadratmeter gulv. Men alle 380 kvadratmeter gulv var ødelagt nedefra, så det hele skulle ryddes”, forklarer Janne Kjær.

Der har været affugter på hele tiden siden den nat i juli og Janne er sluppet billigt – for der nemlig lagt op til at der godt kunne gå op til tre måneder inden vandskaden var udbedret.

“Så jeg snakkede med forsikringsselskabet om at blive genhuset, men der kom skred i tingene herinde og da det stod klart at det drejede sig om seks uger, skulle der ikke findes nye lokaler. Men jeg har fået et helt nyt gulv”, forklarer Janne Kjær indehaver af nord.

Grunden til at tingene gik så galt med en vandskade er at der var blevet lagt trægulv ovenpå et gulvtæppe. Og da vandet begyndte at strømme ind og ned ad vægge og unde gulvet blev det tæppe hurtigt gennemvædet og trægulvet blev ødelagt nedefra.

Huset nord har hele tiden haft en skærm på facaden, der har fortalt om vandskaden og vist billeder, men det er ikke alle forbipasserende der har fanget den besked. Og derfor her rygterne vokset.

“Folk har simpelthen ikke troet på at en vandskade kunne tage så lang tid, og har derfor konkluderet at det var fordi det gik dårligt med forretningen. Og det gør det altså ikke”, slår Janne Kjær fast.

Hun får dækket omkostninger og tabt omsætning af forsikringen, men det kan tage tid, da det er en længere udregning, som hendes revisor står for.

Derud over er en del varer allerede nu forældede, som det heder indenfor modeverden, hvor trenden hurtig skifter. Derfor er der også en del varer der nu ved genåbningen bliver solgt ud til langt under halv pris.

“Og så har jeg 200 stykker vinterovertøj, der bliver solgt til halv pris, for det nåede jeg lige at få hjem inden vandskaden. Og det kan ikke sælges til normal pris”.

Hun understreger at intet tøj har fået vandskade, men udelukkende sælges under prisen, da der nu er helt andre varer på hylderne her til efterårs- og vintersæsonen.

Huset nord åbnede torsdag 26. september.