Hver anden weekend kan man nu besøge et 150 m2 stort indendørs loppemarked hos Tøstrup Kattehjem, hvor al overskud går til kattene

 

“Vi har haft åbent to weekender, og det er gået rigtig godt,” fortæller Dorte Pedersen, som er en af de mange frivillige, der hjælper til med blandt andet loppemarkedet og mange andre forefaldende opgaver.

Idéen til det faste loppemarked kom af, at Tøstrup Kattehjem ofte får doneret ting, som de kan sælge på facebooksiden “Auktion- og salgsside til fordel for Tøstrup Kattehjem” eller på diverse loppemarkeder henover sommeren.

På et tidspunkt havde kattehjemmet så mange donerede ting liggende, at man var begyndt at overveje, om der skulle lejes en butik i området, så der kunne sælges ud af tingene. Men en butik koster penge – penge der sagtens kan bruges bedre til kattene på kattehjemmet. Nogle af de frivillige, blandt andet Dorte Pedersen, fandt derfor på, at man kunne bruge den store lade, som ligger bag kattehjemmet. Efter en god omgang oprydning og rengøring af laden kunne Tøstrup Kattehjem i sidste måned slå dørene op for det store indendørs loppemarked.

 

Stor opbakning

Arrangørerne af loppemarkedet er glade og stolte over den store opbakning, de har fået fra folk fra nær og fjern.

“Folks gavmildhed kan nogle gange gøre mig helt paf,” siger Dorte Pedersen og fortsætter:

“Vi har fået doneret nogle rigtig fine ting. Vi har også fået to store telte til at stille op i laden, så det bliver endnu hyggeligere.”

På loppemarkedet kan man finde næsten alt – tøj, nips, smykker, jule- og påsketing, porcelæn, møbler, kreating, legetøj og meget mere. Der vil løbende blive fyldt op henover weekenden, så man kan finde nye ting på bordene fra den ene dag til den anden. Man kan også købe en kop kaffe eller te, og måske er man heldig at møde loppe-missen Tech, som ofte kommer forbi loppemarkedet, når der er gæster.

Hvis man gerne vil møde alle de søde Tøstrup-katte, så er der også mulighed for det, når kattehjemmet åbner dørene for besøgende fra klokken 14-16.

Normalt holder loppemarkedet på Tøstrup Kattehjem åbent hver anden weekend – i ulige uger – fra klokken 12-16, men her i vinterferien holdes der ekstra åbent torsdag og fredag ligeledes fra klokken 12-16.

 

Andre måder at støtte kattehjemmet

Det koster cirka 10 kroner pr. kat pr. dag at drive Tøstrup Kattehjem, og da kattehjemmet ofte har langt over 100 katte, så skal der en del penge ind hver måned, for at det kan løbe rundt økonomisk. Tøstrup Kattehjem får ikke offentlig støtte og er derfor afhængige af sponsorater og privates donationer. Hvis man ikke har mulighed for at besøge det store loppemarked, er der også andre måder, man kan støtte kattehjemmet på – dette gælder både private og firmaer:

  • Man kan købe et boksskilt
  • Man kan blive bokssponsor
  • Man kan blive medlem eller sponsor af foreningen
  • Man kan købe et støttebevis
  • Man kan sælge eller købe ting på facebooksiden “Auktion- og salgsside til fordel for Tøstrup Kattehjem”
  • Man kan blive VA´er for en kat på facebooksiden “Tøstrup fjernadoption”. VA betyder virtual adoption, og her støtter man en specifik kat med et fast beløb om måneden, indtil katten får sit eget hjem
  • Og så kan man selvfølgelig støtte Tøstrup Kattehjem via MobilePay. Selv det mindste beløb har stor betydning for kattene

Man kan læse mere om de forskellige muligheder for at støtte på Tøstrup Kattehjems hjemmeside og facebookside