Det har været trange tider for folk med smerter og nedsat funktionsevne i Randers og resten af landet. Nu er systemet stærkt på vej tilbage til normalen

 

”Igennem hele nedlukningen har netværket af praktiserende fysioterapeuter i Randers kommune holdt ugentlige møder, for at monitorere situationen, så der var ens og effektiv tilgang, og sikre at ingen af de svageste patienter blev overladt til en ulidelig hverdag. Herudover skulle de ugentlige møder forsøge at skabe klarhed i befolkningen omkring nødberedskabet, da der desværre havde sneget sig mange forkerte informationer ind i daglige nyheder, der sagde, at fysioterapeuter, tandlæger og kiropraktorer holdt lukket”, fortæller fysioterapeut Jeppe Knygberg fra Assentoft Fysioterapi på vegne af fysioterapinetværket i kommunen.

Det har vist sig, at det danske samfund har været rigtig gode til at efterkomme sundhedsmyndighedernes, politiets og politikernes anvisninger, og nu står landet i væsentligt bedre situation, end hvis vi ikke havde været så omstillingsparate.

Sundhedsstyrelsen var hurtige til at melde ud, at praksissektoren i Danmark, det vil sige fysioterapeuter, tandlæger, kiropraktorer, osteopater og fodterapeuter skulle have et nødberedskab klar, til at varetage såkaldt ”kritisk behandling”.

 

Sikkerhedsnet

Dette var i starten defineret som akutte smertetilstande med kraftige smerter, der satte begrænsninger i hverdagen, så eksempelvis sundhedspersonale ikke kunne varetage deres væsentlige samfundsmæssige jobfunktion.

Dermed havde sundhedsmyndighederne prøvet at skabe et sikkerhedsnet, så de svagest stillede ikke ville blive presset til at konsultere eksempelvis skadestuer unødigt grundet deres smerter, og sørge for, at deres hverdag ikke blev helt uudholdelig, trods hele samfundssituationen.

”Netværket af praktiserende fysioterapeuter i Randers kommune mødtes hurtigt, og fik defineret et samlet nødberedskab, så man kunne varetage denne opgave ens og bedst muligt, så man stod klar til den forestående opgave. Alt sammen selvfølgelig indenfor sundhedsstyrelsens retningslinjer for nedsættelse af risiko for smittespredning”, fortæller han.

 

Ny situation

Herefter har der løbende været lettelser af sundhedsmyndighedernes retningslinjer, så der var mulighed for at se flere patienter. Nødvendige lettelser, da flere personer begyndte at blive kraftigt påvirket af deres smerter og funktionsnedsættelser, fortæller han.

”Nu er situationen heldigvis ny. Der er åbnet for de liberale erhverv, så også de sundhedsfaglige brancher som fysioterapeuter, tandlæger, kiropraktorer og osteopater igen må holde åbent, så befolkningen ikke længere skal befinde sig i en usikker hverdag. Selvfølgelig stadigvæk sundhedsmæssigt forsvarligt”, siger en lettet Jeppe Knygberg.

Netværket af praktiserende fysioterapeuter i Randers kommune kan dermed nu se alle patienttyper igen, dog er der på alle klinikker taget højde for, at der ikke er for mange mennesker samlet på en gang i venteværelser, og der er fokus på skærpede hygiejneregler. Derudover er der selvfølgelig også brug af værnemidler i det omfang sundhedsmyndighederne anbefaler.

 

Til rådighed

Netværket af praktiserende fysioterapeuter i Randers kommune står dermed klar til at hjælpe.

”Vi mangler dog desværre stadig at få mulighed for at hjælpe, der hvor der er mest brug for det. Vores mest trængende patienter bor på plejecentre, hjerneskadecentre og institutioner. Disse er stadig lukket ned, også for fysioterapeutisk behandling, og meldingerne fra de enkelte centre tyder på, at funktionsniveauet for de svageste patienter desværre er kraftigt faldende. Disse patienter håber vi selvfølgelig snart at få lov til at hjælpe igen, og vi afventer svar fra sundhedsstyrelsen herom”, siger fysioterapeut Jeppe Knygberg og fortsætter:

”Netværket af praktiserende fysioterapeuter i Randers kommune takker borgerne i Randers og omegn for at have været med til nedbringelsen af smitterisiko for coronavirus, og håber at den samlede indsats til stadighed vil vise fremgang i smittetrykket”.

 

Fremgangsmåden for at få tider ved fysioterapeut er som følger:

– Hvis du ønsker fysioterapi så kontakt den lokale fysioterapeut på telefon eller mail.
– Du bliver bedt om at bekræfte, at du ikke er eller har været syg indenfor de sidste 48 timer. Du bedes om at spritte dine hænder ved ankomst til klinikken. Der er ingen adgang til klinikken hverken for patienter eller medarbejdere hvis der er sygdomstegn.

– Der er ikke adgang til fysioterapeutklinikkerne uden forudgående. Der er heller ikke længere mulighed for online booking.

– Undgå at medbringe pårørende.

– Vi har begrænset antallet af patienter på klinikkerne da fysioterapeuterne møder ind på forskellige dage/arbejder forskudt.