Salling Fondene har via indstilling fra Bilka Randers støttet Stevnstrup Rideklub med 100.000 kroner til etablering af handicapfaciliteter, så udøverne kan få hjælp til at komme op på hesteryggen med ramper og lifter. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Hos Stevnstrup Rideklub er man meget begejstret for donationen, som betyder, at klubben nu kan tilbyde handicapridning.

»Det betyder alverden for os, at vi kan komme i gang med handicapridning og få en større bredde med. Det havde været svært for os at skulle finde midlerne til at etablere handicapridning. Det er en kæmpe hjælp for os, at vi har fået så flot en donation. Vi jublede meget højt, da vi hørte, at vi får pengene,« siger Line Holm Skipper, bestyrelsesmedlem i Stevnstrup Rideklub.

Hun håber, at etableringen allerede kommer i gang efter sommerferien.

Checken bliver overrakt fredag 30. juni, hvor den røde løber bliver rullet ud, og Bilkas maskot, Ulven Billie, kommer.