Familien Hald fra Randers har brugt et par dage af deres sommerferie på at følge cykelrute 2, hvor man kan cykle fra København til Hanstholm – efter en omlægning af ruten går den nu også gennem Randers

 

I juni læste Mette Hald på Din Avis´ hjemmeside om nye skilte, der var sat op langs Gudenåen og på mindre veje i Randers Kommune. Skiltene var sat op, fordi den nationale cykelrute 2 fra København til Hanstholm var blevet omlagt og nu ruller ad en ny rute gennem Randers.

“Jeg fik en idé om, at det kunne være sjovt at cykle fra Randers til Hanstholm for at teste den nye rute, og fordi vi har familie i Hanstholm. Heldigvis var resten af familien straks med på idéen,” fortæller Mette Hald, som sammen med sin mand Kim har drengene Magnus, Mathias og Marcus.

Kim og de to ældste drenge Magnus og Mathias på 14 og 16 år tog afsted på cykel fra Over Hornbæk fredag klokken 11, og efter en cirka 120 kilometers tur ankom de til Glyngøre om aftenen ved 19.30-tiden, hvor Mette og den yngste søn Marcus på 10 år var kørt til i bil med deres cykler i traileren. Her overnattede familien i shelter, og næste morgen kørte de alle fem videre på cykel til Hanstholm. Bilen lod de stå og havde sørget for, at den blev afhentet. Den sidste del af turen, som var på cirka 65 kilometer gik blandt andet over Sallingsundbroen, gennem Mors og en masse smuk natur, inden de fire timer senere kørte op ad indkørslen hos farmor og farfar i Hanstholm.

“De blev meget overraskede over at se os med vores cykler, da de ikke vidste, at vi havde cyklet helt fra Randers for at besøge dem,” smiler Mette Hald.

Familien havde heldigvis godt vejr på hele turen.

“Der var sol begge dage og ikke alt for meget vind – perfekt cykelvejr!” fortæller Mette Hald, som tilføjer, at selvom de var godt trætte om aftenen, så var det en fantastisk tur.

 

Tager gerne turen igen

”En cykeltur er både sjov og hyggelig for hele familien. Man får jo tilbragt en masse tid sammen, og så ser man nogle ting, som man normalt ikke ser, hvis man kører i bil, hvilket jo ofte bare foregår på en motorvej,” forklarer Mette og fortsætter:

”Vi vil gerne tage på en lang cykeltur igen på et tidspunkt og måske afprøve en anden rute.”

Sidste år kørte hele familien til Viborg på cykel for at besøge mormor og morfar, hvilket er en tur på cirka 65 kilometer.

Familien Hald fulgte cykelrute 2 hele vejen mod Hanstholm – kun til allersidst tog de en smutvej, som førte til deres destination.

”Cykelrute 2 er nem at følge, den er godt afmærket, og vi kørte på nogle gode veje, blandt andet markveje samt en gammel jernbanestrækning, som var meget speciel,” fortæller Mette.

”Vi vil helt klart også anbefale andre at tage på cykeltur og eventuelt følge en af de mange cykelruter i Danmark. Det er en meget billig og hyggelig måde at rejse på, og man behøver ikke at have dyrt og topmoderne udstyr. Faktisk kørte jeg turen på min 20 år gamle cykel,” griner Mette, som dog må indrømme, at resten af familiens cykler ikke er helt så gamle.

Et par gode cykelbukser er dog en god investering, da man jo kommer til at sidde på cyklen i mange timer.