I morgen aften viser TV 2 dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden”, hvor der blandt andet er skjulte optagelser fra Huset Nyvang i Randers.

Optagelserne, der fandt sted sidste år, viser hvordan en 91-årig demenssyg mand beder om hjælp efter at have haft et uheld i bukserne.

Men der går næsten ti timer før han får skiftet ble.

– Det er umenneskeligt og respektløst, siger en professor til TV 2, der mener, at det kan være sundhedsskadelig, fordi det øger risikoen for urinvejsinfektion.

Siden optagelserne har Randers Kommune gjort en indsats for at forbedre forholdene på Huset Nyvang.

Blandt andet i forhold til dokumentation, medicinering og opkvalificering og undervisning af personalet.

Næstformanden i Omsorgsudvalget i Randers Kommune, Susanne Nielsen (DF), har set dokumentaren og kalder episoden “hjerteskærende”.

– Det må simpelthen ikke finde sted i vores ældreområde, siger hun til Ritzau.

Spørgsmål: Men hvordan kan det så finde sted alligevel?

– Ja, det er jo et godt spørgsmål. Men det er jo, når folk ikke har hjertet på rette sted. For uanset hvor stresset man er, så bliver man nødt til at gå til sin leder, hvis man ikke magter at udføre en ordentlig ældrepleje, siger hun.

– Et broddent kar er med til at ødelægge det for hele området.

Spørgsmål: Er det ikke let for en ansvarlig kommune at sige, at omsorgssvigt ikke kan undskyldes med travlhed?

– Nej, det tror jeg faktisk ikke, at det er. Det er ikke for tøsedrenge at være ansat i plejesektoren. Det skal være folk, der ser vores ældre som levende mennesker og ikke en sæk kartofler.

Susanne Nielsen ønsker, at der bliver sat gang i en undersøgelse af alle kommunens plejehjem.

Desuden ser hun gerne, at der bliver gennemført samtaler med plejehjemmenes personale for at sikre, at medarbejderne virkelig ønsker at arbejde i plejesektoren.