68-årige Poul Jeberg har sagt farvel til jobbet som leder af Underværket gennem 22 år. Han kan se tilbage på et liv i Randers´ kulturelle undergrund, hvor alt kunne lade sig gøre

 

Efter nogle år på rockscenen som guitarist og forsanger i forskellige bands som lå i slipstrømmen af 60´erne med blandt andet Beatles og Rolling Stones, begyndte Poul at undre sig.

“Alle stod helt stille på scenen, når de optrådte. Den var ingen bevægelse overhovedet. Du skal huske på, at det her var før både Michael Jackson og Prince”, griner Poul.

“Så jeg begyndte at interesser mig for bevægelse og teater”, husker han.

Det var ellers en fed tid med store flipper og brune bukser med svaj.

“Jeg kan huske, vi spillede med “Up and down” på Hotel Harmonien – det var en store scene i Haderslev, hvor jeg boede dengang som teenager. Vi var meget populære. Jeg husker en koncert,  hvor jeg havde været i Nyhavn for at købe nyt tøj – brune stribede trompetbukser, en rød-, gul-, sort- og grønstribet skjorte med høj flip og så havde jeg lånt min mors støvletter, der lignede meget Beatlesstøvler”, fortæller Poul og griner højt.

Jo han kunne lige være i dem.

“Men det var ikke behageligt”, griner han.

Koncerten husker han også, fordi pigerne hvinede – som til en Beatleskoncert.

“Og på et tidspunkt begyndte mine bukser at flagre – jeg tænkte at det blæste”, griner han.

“Men så kiggede jeg ned og der stod et par piger og hev i mine bukser – de kunne faktisk have hevet mig ned af scenen, hvis de ville”.

Det var musikken, der stod højt på interesselisten for Poul fra 1967 til 1990. Og så de gamle klassiske fortællinger.

“Da jeg var dreng, købte jeg alle de illustrerede tegneserier med de store klassikere som McBeth og Robinson Crusoe. Jeg slugte dem, og de inspirerede mig til at læse mere. Jeg tror faktisk, jeg har dem endnu”, fortæller han.

Efter realeksamen og handelseksamen begyndte han at læse dramaturgi på Aarhus Universitet i 1979  og det var først der, han fandt glæden ved at gå i skole, og første gang han havde armene over hovedet i glæde over at læse lektier. Og så fandt han ud af at teater og bevægelse var vejen frem for ham.

Han begyndte allerede i 1977 at undervise på AOF aftenskole i drama, show-dance og kropssprog — og det blev han ved med i 17 år.

Hvis man har bevæget sig i kulturlivet op gennem 80érne, 90´erne og 00´erne, kender man Poul Jeberg. Han har blandt andet været instruktør på Børneteatret Mariehønen, hvor han var med til at kickstarte børneteater her i Randers.

“Jeg arbejdede sammen med Alex Østergaard Andersen og Peter Westphael (nuværende leder på Randers Teater red.) faktisk var de to mine første teaterelever, da jeg underviste i drama. Det må du godt skrive, så bliver Peter (Westphael) nok irriteret”, griner Poul.

Den første forestilling hos Mariehønen hed “Vi leger ikke med tøser” og blev den mest populære børneteaterforestilling i landet dengang – siden kom forestillingen “Det´ løgn”, som Poul instruerede. Den blev også en stor succes.

 

Yoko Ono

Poul Jeberg formede i 1989 In´situ Danseteater, der havde stor succes med i alt 14 forestillinger og turnerede i blandt andet Frankrig, Finland, Island, Estland, Tyskland og Belgien. Højdepunktet kom da de lavede forestillingen “Ono”, der blev skabt over Ono´s konceptværker og hendes og Johns musik.

“Det hele kom i stand efter at Museumsinspektør Finn Terman Frederiksen, fra Randers Kunstmuseum fik kontakt med hende. Vi var 12-13 dansere på scenen – Det var pisse flot og virkelig flot kunst, hun lavede. Til forestillingen skulle folk stå op. Hun kom og overværede forestillingen på Kunstmuseet. Hun kom ind som den sidste og satte sig bare på gulvet helt oppe foran. Så begyndte alle andre også at sætte sig på gulvet”, fortæller Poul og griner.

“Og det var skide sjovt at se de stive herrer i habit sætte sig  og de vidste ikke om de skulle i skrædderstilling eller hvad”, griner han.

Forestillingen sluttede med et brag og der blev helt stille. Så begyndte Yoko Ono at klappe og først der klappede alle andre også, husker han.

“Det var som om hele verden klappede for mig”, siger han, og mindes situationen med stor glæde.

“For så kunne jeg gøre hvad som helst”.

 

Åbne døre

I tiden med In´situ danseteater, og i særdeleshed i samarbejdet med daværende museumsinspektør Finn Terman Frederiksen, oplevede Poul også, at der var meget er kunne lade sig gøre.

“Vi fik for eksempel selv en nøgle og alarmen til hele museet, så vi kunne øve om aftenen. Det var helt vildt”, husker Poul.

Han husker museumsinspektøren som et samlingspunkt for kunstnere fra hele landet, og specielt en episode med Ingvar Cronhammar, vil han fremhæve.

“Vi sad i frokoststuen i Kulturhuset og ved siden af er vare-elevatoren, så man kan høre, når den kører op eller ned. Det larmer helt vildt”, griner Poul.

“Pludselig begynder den at larme og døren går op til elevatoren og man kan hører en masse klirrende flasker. Så kommer Cronhammar tromlende ind og smed bajerne på bordet. Han skulle lige snakke med Finn”, griner Poul.

“Jeg husker også engang – jeg tror det var i forbindelse med Sven Dalsgaards runde fødselsdag og In´situ skulle lave en forestilling over nogle af hans værker. Sven kunne godt lide Gammel Dansk og vi sad og snakkede en hel formiddag og drak Gammel Dansk – det var meget inspirerende. Det var en varm sommerdag, og da jeg gik derfra husker jeg gik i Laurentiigade – total beruset af varmen og Gammel Dansk. Pludselig væltede inspirationen ned over mig – det var sgu vildt”.

 

Da alt lod sig gøre

Kulturen i Randers har haft en spændende og innovativ tid – specielt op gennem 80érne og 90´erne. Og det var også her daghøjskolerne fik lov til at have meningsfyldte og kreative hverdage for deltagerne. Randers har haft to daghøjskoler – både Randers Daghøjskole bag Helligåndshuset og på Niels Ebbesensgade i Rosenlund. Den gamle bygning husede ID-Xpress, der var skole for moderne dans og scenisk design. Her var Poul Jeberg pædagogisk og kunstnerisk leder fra 1995-1998.

“Det var et fantastisk sted. Der kom elever fra hele landet, for de vidste, de fik varen hos os. Men så fik daghøjskolerne kniven, og vi måtte lukke. Men jeg husker den tid for at alt kunne lade sig gøre. Og jeg vil godt rose tidligere borgmester Keld Hüttel, for han sagde altid: “Det gør vi bare”. I dag er kulturen blevet ensrettet. Der er grådighed og det er ikke tiltalende – det er ikke der kunsten vokser.

Men selvfølgelig har vi også masser af kultur i dag i Randers, men dengang kunne alt lade sig gøre”, slår Poul fast.

Ved siden af teater, moderne dans og musik, har Poul Jeberg også lavet en del integrationsarbejde. Han har undervist på Integrationsskolen, som Sprogcentret hed tidligere og efter ID-Xpress kom stillingen på Underværket.

“Den gik meget godt i tråd med det, jeg tidligere havde lavet og integration er mange ting. Jeg tog på besøg hos Bazar Vest i Aarhus, men hvis du spørger mig, har det intet med integration at gøre. For at der skal være integration, skal der være et mix af dansk og anden etnisk herkomst. Det mener jeg at Underværket lever op til”, siger han.

Men integration er også at inkludere mennesker med en anden forudsætning – som for eksempel, når elever fra Kunstskolen for udviklingshæmmede Bifrost udstiller i gaden eller når huset rummer musik i alle stilarter.

“Underværket er blevet det, jeg gerne ville have, det skulle være. Og jeg mener, at vi er lykkes med integrationen her på stedet. Og det var været en sjov tid. Men nu er jeg mættet. Og jeg føler også jeg kan stoppe lidt op. Jeg er jo blevet 68 år. Ja det er ikke til at forstå”, siger han og kigger lidt eftertænksom ud i lokalet.

Privat har Poul Jeberg været sammen med sin hustru Illona i mere end 25 år og sammen har de to børn – Kristoffer på 26 år, der er musiker og Irinna på 23 år, der læser religionsvidenskab

Herudover har han Sarah på 37 år, der er SSP konsulent i Vordingborg kommune.