I går blev lovforslaget, der gør det muligt at oprette naturnationalpark i blandt andet Fussingø ved Randers, vedtaget af et flertal i Folketinget.

Men det var uden Venstre, der stemte nej, skriver det lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen på Facebook.

Med regeringens forslag mister de mange hundeluftere, mountainbikere, ryttere og øvrige besøgende deres fri og uhindrede adgang til området, skriver han.

Venstre vil IKKE være med til at reducere dyrevelfærden eller brugernes adgang til området, fastslår han.

 

HISTORIK:

  • Regeringen indgik i juni 2020 en aftale med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet om at igangsætte forberedelsen af to naturnationalparker ved Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland.
  • Den 4. december 2020 indgik Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale om en natur- og biodiversitetspakke. Med aftalen blev der afsat 888 mio. kr. i perioden 2021-2024 til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark. For de afsatte midler vil der bl.a. kunne etableres op mod i alt 15 nye naturnationalparker.
  • Den 26. maj besluttede aftaleparterne, at de næste tre naturnationalparker placeres i Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.
  • Forud for etableringen af de kommende naturnationalparker inddrages både en videnskabelig arbejdsgruppe, en national arbejdsgruppe for interessenter og lokale projektgrupper i arbejdet. Grupperne skal medvirke til at sikre, at naturnationalparkerne bliver etableret på det bedste tilgængelige videnskabelige grundlag og med input fra både lokale borgere og nationale interessenter.
  • Lovforslaget om rammerne for de kommende naturnationalparker på statslige områder blev sendt i offentlig høring fra den 15. januar 2021 til den 12. februar 2021.
  • Lovforslaget blev fremsat i Folketinget d. 29. april, og er d. 3. juni blevet tredjebehandlet. Ved tredjebehandlingen blev lovforslaget stemt igennem.
  • Den 8. juni inviterer miljøminister Lea Wermelin til en faglig konference om Danmarks kommende naturnationalparker. Her vil processen for de ti næste naturnationalparker blive præsenteret, og i dén proces er der lagt op til at høre alle interesserede, hvor de mener, at naturnationalparkerne skal placeres.
  • For at give sin mening til kende kan man anvende Naturstyrelsens interaktive kort og angive, hvor man mener, at der bør ligge en naturnationalpark. Det kan man gøre frem til den 2. august.