Efter syv dage med lave smittetal kan Spentrup Sogn nu genåbne.

”Det er en rigtig god nyhed, at smittetallet i Spentrup nu er meget lavt. Det er godt gået i Spentrup, som helt tydeligt har været gode til at følge de gode vaner, ” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Fritids- og kulturaktiviteter genåbnede lørdag, og fra i dag kan Blicherskolen igen byde fysisk velkommen til eleverne, ligesom forældre til børn i daginstitution ikke længere opfordres til at holde deres børn hjemme.