Tirsdag præsenterede regeringen 15 initiativer i en handleplan, der skal forhindre, at antisemitismen slår rødder i Danmark – blandt andet gennem obligatorisk undervisning i Holocaust, forskning og formidling af dansk-jødisk kulturhistorie.
På 81-årsdagen for Krystalnatten i 2019 blev en jødisk gravplads i Randers udsat for hærværk, hvilket startede en stor debat om antisemitisme og jødefjendskhed i Danmark og fik justitsminister Nick Hækkerup (S) til at igangsætte et arbejde med en national handleplan for at stoppe stigningen i antisemitiske hændelser, som Det Jødiske Samfund dengang rapporterede.
Det skriver Lokalavisen.dk
Handleplanen er nu klar, og tirsdag i sidste uge præsenterede regeringen de 15 initiativpunkter, der ifølge Justitsministeriet skal »sætte bredt ind mod antisemitisme« og forhindre, at »antisemitismen slår rødder i Danmark«.
»Antisemitisme er desværre blevet et større problem i Danmark over de seneste år. Vi ved fra europæiske undersøgelser, at nogle danske jøder undgår at bære genstande, der kan identificere dem som jøder, og at nogle oplever at blive chikaneret i skolen og på arbejdet, alene fordi de er jøder. Det kan og vil vi ikke acceptere. Derfor lancerer regeringen nu en handlingsplan, der skal forhindre, at antisemitismen slår rødder i Danmark,« skriver Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.
Handlingsplanens 15 inititativer
Mere forskning om antisemitisme
Styrket monitorering af antisemitiske hændelser i Danmark, bl.a. på internettet
Kortlægning af viden om og forskning i antisemitisme
Børn og unge skal kende til Holocaust og antisemitisme
Obligatorisk undervisning om Holocaust i folkeskolen og på gymnasiale uddannelser
Undervisning og erindring om Holocaust og andre folkedrab skal fremmes
Lærere skal klædes på til at undgå eksklusion i skolen
Ung-til-ung dialog mellem trosretninger skal udbredes
Mere oplysning om jødisk liv og kultur i Danmark
Forebyggelse af antisemitisme i særlige miljøer
Specialiserede rådgivningsforløb om antisemitisme og forebyggelse
Styrket uddannelse til politiet i forebyggelse af radikalisering og antisemitisme
Beskyttelse af danske jøder og jødiske institutioner
Opretholdelse af fornødne sikkerhedsindsatser til beskyttelse af jøder og jødiske institutioner
Styrket fokus på bedre vejledning i forbindelse med antisemitiske hændelser på skoler og arbejdspladser
Udpegning af national koordinator til bekæmpelse af antisemitisme
Oprustning af tilsynsførende i Arbejdstilsynet om antisemitisme og krænkende handlinger over for andre religiøse minoriteter på arbejdspladsen
Udenrigspolitisk fokus på bekæmpelse af antisemitisme
Øget fokus på antisemitisme gennem i dialog med andre lande
Øget dansk engagement i IHRA-samarbejdet
International markering af 80-året for redning af de danske jøder
Kilde: Justitsministeriet.
Holocaust på skoleskemaet
Blandt punkterne i handleplanen er blandt andet obligatorisk undervisning i folkeskolen og på de gymnasielle uddannelser.
»Antisemitisme er helt uacceptabelt og hører ingen steder hjemme. Vi har i nyere tid for eksempel også oplevet, at der var hærværk mod en jødisk gravplads. Det er vigtigt, at alle generationer lærer af historien, så den ikke gentager sig. Skolen er naturligvis det oplagte sted at starte,« udtaler børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), i pressemeddelelsen.
Handlingsplanen er udarbejdet på tværs af flere ministerier og blandt andet gennem drøftelser med Dansk Jødisk Samfund og Dansk Institut for Internationale Studier, oplyser ministeriet.
Kijo