Kommunen åbner boliglager, hvor ukrainere skal kunne få alle de ting, det kræves i en bolig.

KIAN JOHANSEN

Opfordringen er åbenhjertig og kommer fra flere direktører i Randers Kommune.

Kommunen vil meget gerne have din hjælp. Og til flere ting. Man kan bruge alle dine brugte ting til de kommende ukrainske flygtninge.

Det forventes, at Randers meget snart og med kort varsel skal huse en del ukrainske flygtninge. Men hvor mange og hvornår man ved det med sikkerhed, er ikke afklaret endnu.

En af de første planer er at etablere et boliglager. Og her kan man godt bruge hjælp til at fylde det op med ting fra randrusianernes gemmer.

Her skal ukrainere med opholdstilladelse, som er på vej i boliger, møde op og finde det, som de har brug for til at indrette et hjem. Altså senge, stole, køleskabe, service og køkkenting. Sengetøj, lamper og møbler kunne også være relevant.

Sengemangel

Kommunen opkøber allerede ting i genbrugsbutikkerne, men der er brug for endnu mere. For eksempel er senge en mangelvare i øjeblikket, pointerer Helene Bækmark. Der er fundet omkring 200 egnede boliger i Randers Kommune og det forventes, at der skal findes mange flere.

»Vi har svært ved bare at skaffe senge til de 65 boliger i Dragonparken,« forklarede direktøren for Social og Arbejdsmarked i Randers Kommune, der sammen med kommunaldirektør Jesper Kaas, skolechefen Carsten Fredslund Andersenog borgmester Torben Hansen fortalte om kommunens situation og kommende planer for at huse ukrainske flygtninge, under en pressebriefing onsdag.

Dragonparken kommer til at huse de første ukrainske flygtninge, hvis det passer ind i de ukrainske familiers kommende liv i Randers. For der skal tages hensyn til, at der helst skal være kort til skole og daginstitutioner og måske en kommende arbejdsplads.

Der er to steder, hvor du kan aflevere relevante ting af en fornuftig kvalitet. Genbrugspladsen og snart Hvidemøllevej 7.

»Vi har brug for ting der kan bruges, der er ikke tale om ting du alligevel ville køre på genbrugspladsen,« pointerede Torben Hansen.

Når ukrainerne er landet i Randers og behørigt registeret, så skal boligen indrettes.

»Vi håber, at frivillige med bil og trailer og en værktøjskasse kan hjælpe med at transportere ting ud i boligerne og måske også skrue en skrue i væggen, sagde Helene Bækmark.

Bolig, skole og pasning

Lige nu har kommunen 60 boliger i Dragonparken samt akutboliger rundt om i kommunen, i alt 200 boliger, men det forventes ikke at være nok.

I første omgang vil man gerne samle ukrainere i boliger, hvor der er tæt til skole og børnepasning.

Kommunen vil bruge regulære boliger, ikke værelser til de ukrainske flygtninge.

Randers Kommune ved ikke hvor mange flygtninge man kan forvente, men hvis et estimeret tall på op til 100.000 flygtninge i hele Danmark gælder, så forventes der, at kommunen skal finde plads til op til 2.000 ukrainere