Din Avis tager dig med indenfor på det ikoniske hotel i midtbyen. Der er både et kig ind i historiske værelser, baren og festsalene.
AF CECILIE BISGAARD
»Oh my God, your hair looks so beautiful!«
Jeg vender mig lidt forvirret rundt. Jeg står i lobbyen på Hotel Randers, og en kvinde, der taler engelsk med en udpræget amerikansk accent, var nok noget af det sidste, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle støde på.
Jeg så godt nok på vej herned, at der holdt en turistbus ude foran, men jeg havde ikke tænkt, at hotellets lobby ville være løbet over ende af oversøiske turister.
Fakta: Hotel Randers
Cirka 25.000 årlige overnatninger
Omkring 35 ansatte
Er udover et hotel også bar og restaurant
Har lokaler, som man kan leje til for eksempel fester og receptioner
Efter en brand i juni 2015 blev hele hotellet renoveret
Rummer 84 værelser, har flere mødelokaler, parkeringskælder og en fitnessafdeling
Har været hotel siden 1856
»Oh, thank you. I guess it’s a very special color. It’s easy to spot,« svarer jeg hende grinende.
Hun griner også og siger lidt om, hvor skønt hun har haft det her, inden hun tager sine kufferter og smutter ud til den ventende bus.
En turistbus hver uge
Selvom jeg har boet i Randers i størstedelen af mit liv, har jeg aldrig været på Hotel Randers før – heller ikke i baren eller restauranten. Og det kender jeg mange, der heller ikke har. Derfor skal jeg i dag mødes med hoteldirektør Sven Nørskov Eskildsen og bestyrelsesformand Anders Thoustrup. De skal give mig en rundvisning på hotellet.
»Jeg er nødt til lige at smutte på et tidspunkt. Jeg skal ud for at vinke til gæsterne, når bussen kører. Det gør jeg altid,« siger Sven Nørskov Eskildsen og fortsætter:
»Der kommer faktisk en bus med turister hver tirsdag, så der er altid gang i den.«
Hotellet har omkring 25.000 årlige overnatninger, så det kan man vist kun give ham ret i.
»Og vi forventer stærkt, at det tal vil stige de kommende år,« siger Anders Thoustrup.
Vildskab i kunsten
Vi sætter os ind i Hornsleth-baren, der ligger til højre for hotellets lobby.
Væggene er grå, men de er samtidigt plastret til i Kristian von Hornsleth-kunst – deraf navnet på baren. Et virvar af farver og motiver blander sig. Et billede af en guldring, et andet af en kvinde, der ser ud til at være død. Bare bryster og noget, der ligner en hyldest til Marilyn Manson.
»Samarbejdet med Kristian von Hornsleth var en ren fornøjelse. Han var meget imødekommende og forstod, hvor vi ville hen,« siger Anders Thoustrup, mens Sven Nørskov Eskildsen undskylder og løber ud for at vinke til turistbussen.
»Det blev ham, fordi jeg kendte ham. Jeg synes godt om den vildskab, der er i hans kunst. Vi ville gerne have en bar til hotellet på det kvalitetsniveau, som vi gerne vil være på. Men det skulle også være anderledes. Baren er hotellets frække dreng,« fortsætter Anders Thoustrup.
Han har været tilknyttet hotellets bestyrelse siden 2007.
Sven Nørskov Eskildsen, der vender tilbage til baren efter afskeden med gæsterne, blev første gang ansat på Hotel Randers i september 1983 som tjenerelev. Siden har han uddannet sig som kok og været overtjener, inden han blev hoteldirektør. Han har ikke været ansat på hotellet i alle årene, men han var også direktør, da hotellet brændte i juni 2015.
»Det kan ikke passe«
Jeg kan ikke huske, hvor jeg var, da jeg fandt ud af, at Hotel Randers brændte. Jeg tror, jeg var langt væk fra byen, for jeg kan ikke huske røgsøjlen.
Men Sven Nørskov Eskildsen kan huske lige præcis, hvor han var, da han fik beskeden:
»Jeg var i festsalen, da en af de andre kom og sagde ’Sven, jeg tror, brænder’. ’Det kan ikke passe,’ svarede jeg. Jeg løb op på anden sal, og jeg kunne se en masse røg. Jeg tænkte: ’det er skidt, det her’, og så begyndte vi at få gæsterne ud,« fortæller han.
Derefter gik arbejdet med at flytte gæsterne i gang. Personalet skulle bruge oplysninger, som de kun fik lov til at gå ind for at hente en gang imellem.
»Jeg var her hele tiden. Det var noget af nogle døgn. Men nu kigger vi frem. Det, der er sket, kan vi ikke gøre noget ved. En brand er vild, og hvis man ikke selv har stået i det, så ved man ikke, hvor vildt det er,« siger hoteldirektøren.
Efter branden blev hele hotellet gennem-renoveret.
»Der er ikke noget, som vi ikke har rørt ved. Selv det, der ikke var blevet beskadiget, trængte stadig til fornyelse. Fra kælderen – ja faktisk under den – til taget,« siger Anders Thoustrup og fortsætter:
»Det var vigtigt for os at beholde stilen og kvaliteten, og det er gæsterne glade for. Og vi har på ingen måde gjort køb på komforten for stilen.«
150 år gammel garderobe
Sven Nørskov Eskildsen fører os ud af baren og tilbage ind i lobbyen, hvor der står friske blomster på skranken, der er omkrandset af bølgende guldbelægning.
»Lobbyen fik en stor tur efter branden, men klinkerne har været her siden 1927. Hver gang en er gået i stykker, så har vi jagtet rundt på banegårde for at finde en ny. Klinkerne er åbenbart populære hos os og på togstationer,« siger direktøren og fortsætter:
»Svingdøren er også fra 1927. Den er næsten identisk med den svingdør, som de har på det fineste hotel i Hamborg.«
Vi går forbi den gamle trætrappe, der leder op til hotellets værelser på første, anden og tredje sal. I stedet fortsætter vi ned igennem lobbyen til Hotel Randers’ loungeområde.
Her er hænger der på væggen – sammen med malerier af en tidligere ejer af hotellet – en garderobe, som har hængt der siden 1856, hvor hotellet blev grundlagt.
I rummet er der sofaer, hvor man kan tage et hvil, og for enden står der et gammel flygel.
»Flyglet har stået der siden 1927. Victor Borge var huspianist her tilbage i 30’erne, og da han var på sin sidste turné, der boede han hos os. Og han spillede på det samme flygel, som han havde spillet på dengang,« fortæller Sven Nørskov Eskildsen.
Lignende på slot
Herfra går turen videre til et rum, der blot bliver kaldt Salonen. Her står der gamle møbler i træ, og på væggene er der ikke tapet, men til gengæld store malerier, der fylder rummet.
På vej til Salonen går vi forbi Erik A Frandsen-salen, hvor hotellets gæster sidder og spiser morgenmad. For at give dem lidt madro fortsætter vi til Gaugin-salen, hvor nogle specielle malerier pryder væggene. I neutrale farver er billeder af blandet andet malerpensler og blomsterbuketter næsten trykt på de hvide lærreder, der bryder rummets vægge, der er malet i en svagt lilla farve.
»Der hænger nogle lingende billeder på Amalienborg,« siger Anders Thoustrup.
I Gaugin-salen er møblerne mere nutidige end i flere af de andre rum, som vi har været igennem.
»Vi prøver at kombinere moderne møbler med gamle sale,« siger Sven Nørskov Eskildsen.
»Alle rummene er funktionelle og kan bruges til en række arrangementer. Akustikken er god, og der er av-udstyr tilgængeligt. Lyd og lys er bygget ind,« supplerer Anders Thoustrup.
Fest blandt guldpynt
»Vil du se noget,« spørger Sven Nørskov Eskildsen med et smil på læben.
»Hvis man nu har været til fest og fået mad og drinks her i Gaugin-salen, så gør vi sådan her.«
Han går hen til væggen, rører let ved den, og så skubber han den ind i et hulrum i den tilstødende væg. Væggen bliver til en hemmelig dør, der åbner sig til Hotel Randers’ store sal: Festsalen.
Festsalen er udsmykket med en kæmpe lysekrone, der har hængt i loftet siden 1927. Der er en balkon, hvor musikere før i tiden sad og spillede til festerne.
Over alle døre, langs spejle og lister i loftet er udsmykningen beklædt med guld.
»Alle lister er belagt med 24 karat bladguld. Det her er en klassisk sal, og så er det den måde, man gør det på,« siger Anders Thoustrup.
Værelser godt fyldt
Efter et overdådigt rum og et partytrick, hvor en væg forsvinder, er vi på vej tilbage til lobbyen. Vi skal ovenpå, så vi forhåbentligt kan få et glimt af hotellets værelser.
På vej tilbage går vi igennem pejsestuen, hvor et monogram fra en tidligere hotelejer blev fundet under renoveringen efter branden. Det er også her, man finder Sankt Mortens Gade-indgangen. En indgang, som jeg selv må være gået forbi tusindvis af gange uden at lægge mærke til. Jeg vidste slet ikke, hotellet havde en anden indgang end den ud til Torvegade med den ikoniske svingdør.
»Vi bruger indgangen til selskaber og fester. Så skal gæsterne ikke forbi lobbyen. Så kan de bare gå lige ind til salene,« siger Anders Thoustrup.
Vi går forbi flyglet igen, og denne gang bevæger vi os op ad trappen, som vi gik forbi før.
På hver etage ligger værelserne næsten som i en hestesko. Der er mange flere værelser på hver etage, end jeg ville have gættet på. Det er tydeligt, at der er plads til mange. Og det er tydeligt, at hotellet er fyldt.
Hoteldirektør Sven Nørskov Eskildsen banker på ind til flere værelser, men der er nogen i dem alle. I de værelser, hvor gæster er tjekket ud tidligere i dag, er der allerede kommet nye, fortæller en af stuepigerne i forbifarten.
Så selvom jeg gerne ville have set et af hotellets ”almindelige” værelser, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre i dag.
Tre historiske værelser
Hotel Randers har dog også tre specielle og historiske værelser – et på hver etage – og dem kan jeg heldigvis godt få lov at se, selvom sengene ikke er redt endnu, efter nattens gæster er tjekket ud.
På første sal ligger Kongeværelset.
»Det hedder det, fordi der er konger, der har boet her. Især Kong Christian den 10. Han var soldat i Randers, så han kom flere gange tilbage, og så boede han her. Når majestæten er i byen, så bliver det her værelse brugt til for eksempel omklædning,« fortæller Anders Thoustrup.
Værelset har da også et kongeligt præg. Over sengen hænger en krone i mørkt træ, hvorfra en hvid baldakin hænger ned over sengen.
På anden sal ligger Det franske værelse. Møblerne har et vildt mønster, hvor det myldrer med hvide blomster på blåt stof.
»Det er helt klassisk møbleret. Møblerne er købt i Frankrig, men vi kan ikke tid- og stedfæste dem,« fortæller Sven Nørskov Eskildsen.
Det sidste historiske værelse er Art deco-værelset, som ligger på tredje sal. Møblerne her blev købt på verdensudstillingen i København i 1937. Møblerne er i mørkt træ, der matcher værelsets gardiner, og på ærespladsen i solen, står en sofa i hvidt stof med et mønster af grønne blomster.
»Det var Jens Otto Krags yndlingsværelse. Det er også mit yndlingsværelse. Jeg kan godt lide stilen fra 20’erne og 30’erne, og designet er helt fantastisk,« siger hoteldirektøren.
En prominent gæst
Vi går ned igen. Da vi når bunden af trappen, fortsætter vi lige ud gennem lobbyen og ind i Brasserie Mathisen. Her er det første, man får øje på den store bar, som præger restauranten. Væggene på den ene side er lyse og udsmykningen består af store fotografier, der ved første øjekast ser mørke ud, men som ved nærmere granskning er fuld af farverige frugter og lyserøde flamingoer.
På den anden side er væggene malet i en mørk farve, og her er fotografierne i lyse farver.
»Jeg er helt vild med det billeder, der er opstillet som den sidste nadver. Jeg synes, idéen bag er ret fascinerende,« siger Anders Thoustrup.
På hele hotellet går man meget op i bæredygtighed.
»I restauranten varierer vi maden efter årstiden. Vi handler i nærområdet og køber bæredygtige, lokale grøntsager og æg. Når vi har nogle stofservietter, som er blevet hullet eller plettede, så smider vi dem heller ikke ud. De bliver syet om til indkøbsnet,« fortæller Sven Nørskov Eskildsen.
Dagens rundtur på Hotel Randers er ved at være forbi, og mens vi sætter snuderne tilbage mod lobbyen og indgangen, fortæller hoteldirektøren historien om dengang H. C. Andersen var gæst på hotellet.
»Han skrev i et brev, at det havde været en allerhelvedes nat blandt skrigende børn,« griner han.
»Det var godt, det var før Tripadvisor,« griner Anders Thoustrup.
Fakta: Det skrev H. C. Andersen om Hotel Randers
I et brev til Henriette Collin dateret 9. juli 1865 skriver forfatteren følgende:
”Det var en Helveds Nat, jeg laae som i et Dampbad, tæt ved græd ideligt et lille Barn og paa Gangen gik jydske Hestehandlere med tunge Støvler.”
Kilde: H. C. Andersen Centret på Syddansk Universitet
