Rasmus Klump kommer til Randers, når Din Avis og Børneulykkesfonden afholder centimeter maraton i Randers midtby.

KIAN JOHANSEN

Din Avis har fået selveste Rasmus Klump til at komme til Rådhustorvet i Randers, og alle børn mellem 2 og 10 år kan være med til Centimeter Maraton løb på hele 42.195 centimeter.

Det sker lørdag 2. juli klokken 10.30 med start og mål fra Rådhustorvet. Registrering og afhentning af løbsposer er fra kl. 9.30 og opvarmning med Rasmus Klump starter kl. 10.15.

Din Avis og Børneulykkesfonden giver børnene mulighed for at løbe deres helt egen maratondistance, akkurat som de har set de voksne gøre det. Og hvor sejt er det ikke lige at kunne kalde sig maratonløber?

Når børnene har gennemført deres Centimeter Maraton er der selvfølgelig guldmedaljer med Rasmus Klump og diplomer til alle børnene. Der er også en goodiebag til de seje maratonløbere. På Rådhustorvet vil Rasmus Klump stå klar til, at børnene kan få et billede sammen med ham.

Overskuddet fra løbet går til legeheltene på Randers Sygehus.

»Vi er med til at arrangere løbet af flere årsager. Dels vil vi gerne støtte et godt lokalt projekt og Børneulykkesfonden. Og så vil vi gerne være med til at skabe endnu mere liv i Randers. Vi håber selvfølgelig også, at løbet og de mange fremmødte vil betyde at de besøger butikkerne,« lyder det fra Lene Søstrøm, der er salgschef på Din Avis.

Centimeter Maraton

Finder sted lørdag 2. juli klokken 10.30 med start og mål fra Rådhustorvet. Registrering og afhentning af løbsposer kl. 9.30. Opvarmning med Rasmus Klump starter kl. 10.15.

Læs mere om Rasmus Klump og løbet på centimetermaraton.dk