Rasmus Klump kommer til Randers, når Din Avis og Børneulykkesfonden afholder centimeter maraton i Randers midtby.

KIAN JOHANSEN

Børnene kan møde Rasmus Klump på Rådhustorvet i Randers, når alle børn mellem 2 og 10 år er inviteret til Centimeter Maraton løb på hele 42.195 centimeter, eller 422 meters løb.

Det sker lørdag 2. juli klokken 10.30 med start og mål fra Rådhustorvet. Registrering og afhentning af løbsposer er fra kl. 9.30 og opvarmning med Rasmus Klump starter kl. 10.15.

Din Avis og Børneulykkesfonden donerer overskuddet til Legeheltene på Randers Sygehus og sørger samtidig for masser af liv og hygge på Rådhustorvet.

»Vi er med til at arrangere løbet af flere årsager. Dels vil vi gerne støtte et godt lokalt projekt og Børneulykkesfonden. Og så vil vi gerne være med til at skabe endnu mere liv i Randers. Vi håber selvfølgelig også, at løbet og de mange fremmødte vil betyde at de besøger butikkerne,« lyder det fra Lene Søstrøm, der er salgschef på Din Avis.

Børnene inddeles i to grupper: ”Pildskadderne” og ”Gøjerne”. Pildskadderne er de mindste børn, hvor far eller mor må løbe med. Gøjerne er de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv.

Når børnene har gennemført deres Centimeter Maraton er der selvfølgelig guldmedaljer med Rasmus Klump og diplomer til alle børnene. Der er også en goodiebag til de seje maratonløbere. På Rådhustorvet vil Rasmus Klump stå klar til, at børnene kan få et billede sammen med ham.

Flere skal bevæge sig

De fleste børn kan godt lide at bevæge sig. Alligevel er det kun et mindretal af danske børn, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. Det vil Børneulykkesfonden gøre noget ved. Derfor har de etableret Centimeter Maraton, der afholdes i flere byer i Danmark.

»I Børneulykkesfonden arbejder vi for at få leg og bevægelse ind i børnenes hverdag. I en digital tidsalder er der mere end nogensinde brug for, at vi husker at komme ud og få rørt os, og det skal helst ikke være en sur pligt. Initiativer som Centimeter Maraton styrker både den aktive livsstil, samtidig med at man har det rigtig sjovt,« fortæller Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Centimeter Maraton

Finder sted lørdag 2. juli klokken 9.30 med start og mål fra Rådhustorvet.

Alle tilmeldte børn får en løbspose, refleksmedalje, diplom og enten en trafiksikker refleksvest med Rasmus Klump på eller en Rasmus Klump T-shirt.

Prisen pr. barn er hhv. 125 kr. (refleksvest) og 145 kr. (t-shirt), som går til Børneulykkesfondens skadesforebyggende arbejde. Tilmelding via Safeticket

Læs mere om Rasmus Klump og løbet på centimetermaraton.dk