Tre venner byggede bilen fra Flintstones for at vinde en konkurrence og satte derefter bilen på auktion. 10.000 kroner gik til Idrætscenter Korshøj.

AF KIAN JOHANSEN

Bilen fra Familien Flintstones i menneskestørrelse, med sæder, baldakin og selvfølgelig de store hjul, tog tre mand tre timer at bygge.

»Vi tog simpelthen en masonitplade og bukkede rundt om et par profiler og sømmede det op. Og så brændte vi træet, så det så godt ud,« fortæller tømrermester Jacob Mehlbye.

Og selvom den ser autentisk ud, så kan den ikke køre, men løftes afslører Jacob Mehlbye, der til daglig ses i firmabilen fra sit firma, Tømrermester Henning Søndergaards efterfølger.

Vildere og vildere

Vennegruppen med en kerne af tidligere fodboldspillere i SMIFF er hvert år med til Sommerfesten i Harridslev og havde ti-års-jubilæum i år. I begyndelsen vandt de altid fodboldturneringen. Men da andenpladserne begyndte at indfinde sig, så kastede de sig over at vinde konkurrencen som bedst udklædte.

»Det bliver vildere og vildere for hvert år, så den skulle have en skalle. Derfor fik vi idéen til at bygge bilen og klæde os ud som Fred, Wilma og de andre i serien,« fortæller Jacob Mehlbye, der selv var klædt ud som naboen Barney med gul paryk.

Fakta: Jabba-Dabba-Doo

The Flintstones er en amerikansk tegnefilm-serie produceret af Hanna-Barbera Productions.
Serien finder sted i en romantiseret version af stenalderen. Vi følger familien Flintstone og deres naboer, Barney og Betty Småsten.
Hovedpersoner er blandt andet: Fred, Wilma, Betty, Barney, Bam Bam, Petunia Flintstone og Dino.
Jabba-Dabba-Doo er Fred Flintstones glædesråb. Det høres ofte, når han får lov til at tage på tur med Barney, eller han får en ’smart’ idé.
Familien Flint, som serien kom til at hedde på dansk, blev første gang vist på Danmarks Radio i 1961.
Der er også lavet et par biograffilm, hvor rollerne spilles af levende skuespillere, såsom John Goodman som Fred Flintstone i filmen ’The Flintstones’ fra 1994.

Lidt tilfældigt kom ’Team Jabba-Dabba-Doo’ på at udlodde bilen på auktion til fordel for Idrætscenter Korshøj. Og efter en mindre budrunde landede den for 10.000 kroner hos Kilde Bilder i Harridslev, der har specialiseret sig i at sælge elbiler.

»I første omgang tænkte vi, at vi ville forære bilen til Børnehuset i Harridslev, men den kan ikke tåle regn. Så nu står den i vores udstilling og udover, at børnene synes, det er sjovt at kigge på den, så syntes vi egentlig, at budskabet om, at den er lavet af genbrugsmaterialer, og at man kan drive bilen ved egen kraft, spiller fint op til, at vi sælger elbiler,« griner Claus Tovgaard, der sammen med Jacob Grøn har haft Kilde Biler siden 2008.