Kom på en musikalsk rejse med den populære sanger, der krydrer musikken med anekdoter og fortællinger.

Pakhuset byder i Randers Festuge onsdag 17. august på en helt særlig oplevelse med Johnny ’Kandis’ Hansen.

Her vil man nemlig komme med på en musikalsk rejse med Johnny Hansen, hvor man vil kunne høre alle de største hits både fra Kandis og også de mange sange, som han selv har udgivet.

Johnny Hansen er bedst kendt som frontmand i Kandis, men er også en utrolig populær solist, som med sine mange år i toppen af dansk showbizz altid giver sit trofaste publikum en ultimativ positiv musikalsk oplevelse.

Han har stået i spidsen for Kandis, som har kørt landevejene tynde gennem de sidste 30 år for at spille til arrangementer over det ganske land og i udlandet. Johnny Hansen har optrådt så at sige alle steder fra små og ydmyge forsamlingshus-scener til de allerstørste arenaer og kæmpestore danse-gallaer med mange tusinde glade og begejstrede publikummer. Det er både herhjemme i Danmark men også på rigtig mange turneer i udlandet.

Særligt countrysange

Johnny Hansen har, sammen med Kandis, udgivet rigtig mange cd’er og har som nogle af de eneste herhjemme modtaget både guld og platinplader for et salg, der nærmer sig to millioner enheder. Johnny Hansen har også udgivet cd’er med sin far Bjørn Hansen fra det legendariske orkester Bjørn & Okay. Sidst men ikke mindst har Johnny Hansen også haft kæmpe succes med sine egne solo-udgivelser, hvor han flere gange har toppet de danske salgs hitlister herhjemme foran hele rock-eliten og mange andre store udenlandske stjerner.

I Pakhuset er det især country-sangene, som Johnny Hansen har en stor forkærlighed for, man vil kunne høre. Johnny Hansen krydrer aftenen med anekdoter og fortællinger fra et enestående spændende scene- og turné-liv fra en meget stor kunstner, som trods sin utrolige popularitet har forstået at holde begge ben på jorden.

De populære sange krydres med små historier, hvor Johnny Hansen på sin jordnære og professionelle måde tilpasser sin optræden til lige nøjagtig det publikum, han står overfor.

gs