Hvad koster det at leje en bolig? Ifølge tal fra BoligPortal er der penge at spare, hvis man vælger Randers fremfor Kolding, Vejle eller Aarhus.

Af de ti største byer i Danmark så er Randers den billigste at bo i – i hvert fald hvis man vil leje en lejlighed. Det viser tal fra hjemmesiden BoligPortal.dk, der matcher potentielle lejere med udlejere.

Ifølge BoligPortals koster et etværelseslejlighed i Randers i gennemsnit 76 kroner per kvadratmeter om måneden. En fireværelseslejlighed koster 60 kroner per kvadratmeter.

Tallene bygger dog kun på de et- til fireværelseslejligheder, som er blevet udbudt på BoligPortal i perioden januar til maj 2020. Da boliger også bliver lejet ud andre steder, viser tallene ikke det helt nøjagtige billede.

»Det er vigtigt at se gennemsnittet som en tendens på boligmarkedet,« siger Anders Hyldborg, der er administrerende direktør for BoligPortal, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Mange faktorer spiller ind, når en husleje skal fastsættes, for eksempel hvornår boligen er bygget, hvilken kommune den ligger i, og hvilken stand boligen er i. En afgørende faktor er selvfølgelig også efterspørgslen.«

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Gennemsnitlige kvadratmeterpriser:

Randers:
Etværelses: 76 kroner
Toværelses: 69 kroner
Treværelses: 66 kroner
Fireværelses: 60 kroner
Aarhus:
Etværelses: 135 kroner
Toværelses: 129 kroner
Treværelses: 119 kroner
Fireværelses: 114 kroner
København:
Etværelses: 183 kroner
Toværelses: 160 kroner
Treværelses: 146 kroner
Fireværelses: 135 kroner

Næsten dobbelt så dyr

Til sammenligning koster en etværelseslejlighed i Aarhus 135 kroner per kvadratmeter i gennemsnit – altså næsten dobbelt så meget som i Randers. I samme by koster en fireværelseslejlighed 114 kroner per kvadratmeter. Så hvis man som studerende gerne vil bo billigt, kan man altså med fordel bosætte sig i Randers og så pendle til Aarhus.

»Hos BoligPortal vil vi gerne gøre unge og nye studerende opmærksomme på de muligheder, der ligger i at søge lejeboliger i udkanten af centrum eller lidt uden for byen eller at flytte sammen med andre. Det øger chancen for at finde en lejebolig, og samtidig kan det også mærkes på pengepungen, da det ofte er billigere at bo uden for byen,« siger Anders Hyldborg.

København er den suverænt dyreste by at leje en bolig i. Her koster en etværelseslejlighed i gennemsnit 183 kroner per kvadratmeter, mens en fireværelseslejlighed koster 135 kroner per kvadratmeter.

Det er dog tydeligt, at det ikke er byens størrelse, der bestemmer prisen. Randers er den sjettestørste by på listen, og både nummer syv, otte, ni og ti er dyrere at bo i end Randers. Det gælder blandt andet Kolding, Horsens og Vejle, hvor en etværelseslejlighed i gennemsnit koster 94 kroner, 90 kroner og 100 kroner per kvadratmeter.

ceb