Gina Machon Christensen fik kæmpe ekstrapræmie oveni det normale banko i Randers Bankoklub på Mirabellevej.

Det var ikke kun en almindelig banko med fuld plade som Gina Machon Christensen fra Randers fik tirsdag aften i Randers nye bankohal på Mirabellevej.

For at markere, at vinder nummer 7.000 var i hus, så vandt hun et kæmpe fladskærms-tv.

»Hun var meget rørt over gevinsten,« genfortæller Steffen Pedersen fra Festihuset i en pressemeddelelse. Det var ham der overrakte præmien til den glade vinder.

Foreningen hedder Randers Bankoklub og har lejet sig ind hos Festihuset, drevet af Steffen Pedersen.

»Dørene åbnede 27. marts og siden da har vi haft hele 7.000 kunder igennem døren på kun 65 spilledage,« fortæller Steffen Pedersen.

Den store præmie gav, ud over glæde, også kortvarigt panderynker.

»Det fylder jo lidt, jeg tror jeg må få min mand til at hente det, sagde den glade vinder,« som kommer et par gange om måneden og spiller banko i hallen.