VM for Schæferhunde afholdes i Randers og samler hunde fra 33 lande, 115 deltagere og nok omkring 3000 gæster.

ANETTE BONDE

Det bliver stort, det her. Poul Meineche, pr-mand for VM for Schæfer, forventer ryk-ind i Randers, når VM for Schæferhunde afvikles på Randers Stadion. Han regner med, at omkring 3000 gæster vil besøge byen i uge 38 og 39.

»Samtidig med at det er en stor begivenhed i hundekredse, er det også et scoop for Randers. Et VM vil både trække mennesker til og sætte fokus på byen,« siger han og henviser til, at VM Schæfer i 2018, der ligeledes blev afholdt i Randers, betød cirka 6 million kroner i omsætning i byen og oplandet.

Hovedarrangøren er Schæferhundeklubben for Danmark, hvor Poul Meineche er tidligere landsformand gennem 10 år.

Spor, lydighed og forsvar

VM Schæfer starter med indmarch tirsdag 27. september. Selve konkurrencerne begynder onsdag 28. september og slutter søndag 2. oktober. Der konkurreres i Spor, lydighed og Forsvarsarbejde. Spor kommer til at foregå på arealer i Himmerland, mens Lydighed og Forsvarsarbejde kan følges af tilskuere på Randers Stadion.

Træningspladser i flere af nabobyerne er i brug af gæsterne op til konkurrencerne. Hunden skal blandt andet finde en person, kaldet en figurant, som er gemt bag en skærm. Og når figuranten løber væk, skal hunden stoppe vedkommende ved at tage greb i et specialsyet ærme, som figuranten har på. Hunden skal herefter slippe på kommando og følge forskellige lydighedskommandoer, mens den hele tiden skal være klar til at fange figuranten, når denne løber igen.

Deltagerne kommer fra hele verden. Mange lande i Europa sender repræsentanter, og der er deltagere fra USA, Forenede Arabiske Emirater, Kazakhstan, Jersey, Canada, Japan, Malaysia, Singapore og Mexico. I alt er 33 lande repræsenteret. Fra Danmark kommer fem deltagere.

Udstilling og Nosework

Fredag, lørdag og søndag vil der være ekstra meget at kigge på, Og især lørdag 1. oktober, siger Poul Meineche, der har været brugsdommer i 37 år og udstillingsdommer i 40 år..

Om lørdagen afholder Schæferhundeklubben for Danmark en udstilling på fodboldbanerne ved Stadion. Det er en skønhedsudstilling med hunde fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, og det plejer at være en publikumsmagnet. Samme dag klokken 9 – 15 kan hundeejere og deres hunde uanset race være med i disciplinen Nosework med hundespecialister som guider. I Nosework bruger hunden sin lugtesans til at søge efter dufte i forskellige miljøer.

Et halvt års forberedelser

Randers Eventsekretariat støtter op om verdensmesterskabet, der afholdes i Randers for tredje gang. Tidligere var i 2006 og 2018.

Poul Meineche fortæller, at VM egentlig skulle have været afholdt i Finland denne gang. I stedet blev det for et halvt år siden besluttet at afholde det i Danmark, hvilket har lagt et vist pres på arrangørerne. Til alt held er de fleste af teamet fra 2018 stadig aktive.

»Og med den gamle garde og med Vivi Gilsager som primus Motor både i 2018 og i år, skal vi nok få godt styr på det.«.