Kommer til nytte som faskingærde langs Randers Fjord, til gavn for miljøet og til glæde for fjordens fiskeyngel. 

Julen er vel overstået, pynten pilles af juletræet og træet skal bortskaffes, og igen i år åbner Havnens Materielgård for indlevering af årets juletræer.

Når træerne bliver leveret på afleveringspladsen, på hjørnet af Moltkesgade og Toldbodgade, vil træerne atter komme til ære og nytte som faskiner langs Randers Fjord, til gavn for miljøet og til glæde for fjordens fiskeyngel.

Faskingærde langs fjorden

Langs brinkerne fra inderhavnen og ud til Udbyhøj er der etableret faskingærde på de steder, der er størst mulighed for at sand/jord vil blive skyllet ud i fjorden.

Et faskingærde er to rækker pæle med et mellemrum, og det er her juletræerne gør gavn.

Træerne lægges ned mellem de to rækker pæle og forhindrer derved jord og sand i at blive skyllet ud i fjorden. Træerne er tillige til stor gavn for fjordens fiskeyngel, som søger ind mellem træerne.

Randers Havn bruger hvert år rigtig mange træer til vedligehold, så der er ingen begrænsning på hvor mange træer, der kan modtages.

Når træet afleveres på Randers Havns afleveringsplads, vil det som vanlig blive belønnet med en lodseddel, og blandt de indleverede lodsedler vil der blive trukket lod om:

En picnictur på fjorden for 8-10 personer med veteranskibet ”Lillebjørn”, spisning i Restaurant Pakhuset for 4 personer (ekskl. drikkevarer) og købmandskurv med diverse varer.

Vinderne af præmierne offentliggøres på www.randershavn.dk fredag 10. februar. Gevinsten skal indløses i 2023.

Pladsen er åben alle ugens dage søndag 25. december 2022 til tirsdag 31. januar 2023.

For at kunne bruge træet til faskiner på fjorden, skal det afleveres i fuld størrelse og uden pynt, skruer og juletræsfødder.

Pladsen må ikke benyttes til levering af pyntegrønt og køkkenaffald mv. (Her henvises til lossepladsen)