Karl Åge Hvid Maj, Boghvedevej 24, Randers NV

Som tilflyttere har vi længe undret os over, hvorfor størstedelen af Randers nord for bakkerne i folkemunde ikke har andet navn end bare Nordbyen.

Ser man på et kort, er der heller ikke meget hjælp at hente. Når man skal fortælle andre, hvor i Randers man bor, bliver det altid noget i retning af »vi bor i Nordbyen tæt på Føtex og den gamle kaserne«.’

Jeg vil derfor foreslå, at vi gør noget ved det. Vi skal give de forskellige kvarterer en identitet. Jeg ved udmærket, at det i en tid med krig og inflation kan virke som en ligegyldig sag, og det er det måske også.

Men det koster ikke mange basseører og kunne derfor være en overkommelig ændring i en tid, hvor vi alle skal overveje vores udgifter en ekstra gang.

Helt konkret har jeg kig på firkanten mellem Hobrovej mod vest, Mariagervej mod øst, Fiskergården mod nord og Ringboulevarden mod syd. Det må være et af landets største parcelhuskvarterer. Hvad skal barnet så hedde?

Et kig på gamle kort giver ikke meget hjælp, for måske området aldrig har heddet noget? Jeg foreslår Kornmarken, Nørremarken, Lucerneparken eller Nørrevang, fordi disse har en forbindelse til de større vejes navne eller omkringliggende kvarterer.