Under X Factor Finalen kommer Sofie Linde til at stå i den hal, som hendes far og farfar besøgte flere gange om ugen. Det var dybest set en tarmsygdom, der ændrede faderens liv.

KIAN JOHANSEN

Det bliver sandsynligvis en lidt speciel oplevelse for værten på TV 2’s X Factors liveshow, når hun stiller sig op på scenen 31. marts.

Få hundrede meter derfra i Sjællandsgade 24 er Sofies Lindes far vokset op, og hun har som barn og teenager talrige gange besøgt hjemmet i Randers. I den forbindelse har Sofie med sin farfar set et utal af håndboldkampe og andre begivenheder i Randers Hallen.

En simpel tarmsygdom og flere tilfældigheder førte til, at Sofie Lindes far, Bjarne Linde Nørgaard, flyttede fra Randers for at læse på universitetet i Aarhus i starten af 1980’erne.

Hash i 4. klasse

Han ser tilbage på en god barndom, men der var et hårdt miljø flere steder.

»Hash blev røget af børn fra 4. klasse, husker jeg, og fordrukne voksne var meget almindeligt.«

Lærererne på Søren Møllersgades Skole var gammeldags, der var megen kæft, trit og retning.

Det lå ikke i kortene, at den yngste af tre brødre skulle blive mønsterbryder, læse til læge og blive en anerkendt forsker, der beskæftiger sig med CT-skanning af hjertet i kombination med avancerede matematiske algoritmer og nu er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Hans efterhånden store familie bosatte sig i Odder. Sofie Linde er den ældste datter i søskendeflokken på fire med to yngre søstre, Anna og Marie, og lillebror Laurids.

Bjarne Linde Nørgaard voksede op i Sjællandsgade 24 tilbage i 60’erne og 70’erne. Moderen var af smedeslægt fra Svendborg og faderen ud af en landmandsfamilie.

»Randers var hård på det tidspunkt, jeg voksede op, men jeg tænker med glæde på de år af mit liv. Vi lyttede til Gasolin, kyssede på pigerne og drak masser af øl. Jeg selv spillede alt med en bold, og så drømte jeg om at blive musiker og komme til USA,« siger Bjarne Linde Nørgaard, der nok er kendt som Sofie Lindes far, men også i sin egen karriere i lægeverdenen har oplevet lidt af hvert.

For eksempel har Bjarne i forbindelse med sin forskning af flere omgange boet i San Francisco og blandt andet forsket ved Stanford University.

Fodbold og Freja

»I min medicinske verden betyder det meget lidt, at jeg er Sofie Lindes far. I USA er det resultaterne, der tæller, og enkelte danskere nævner da hendes navn, når vi mødes, men det er ikke vigtigt for dem. Der er jeg læge eller forsker,« siger Bjarne Linde Nørgaard, der i barndommen så, hvad hash og misbrug gjorde ved en storebror.

»Det præparerede mig, og jeg vidste, at der skulle jeg ikke hen. Men jeg var rastløs og ufokuseret i skolen. Hos enkelte lærere skulle vi stå op, indtil læreren kom ind, og det gad jeg ikke, så røg man udenfor døren, og sådan husker jeg min tid på Søren Møllersgades Skole. Der var altid uro og en eller anden, der blev smidt udenfor døren eller blev sendt ned til inspektøren til en kindfed.«

Fodbolden blev spillet i Randers Freja, og på et tidspunkt kom han på førsteholdet og spillede på det bedste juniorhold, selvom det efter eget udsagn ikke var talentet der tyngede.

»Jeg var blandt de bedste på andetholdet og den ringeste på førsteholdet. Jeg mener, Poul Fredslund Andersen var holdleder, og at det var ham, der fik mig på førsteholdet dengang,« husker han tilbage.

Poul Fredslund Andersen er i dag nok bedre kendt som Pofa, mangeårig sportsjournalist og sportsredaktør på Randers Amtsavis og senere på Din Avis. Dengang var de tit sammen, da forældrene var vennepar og tilmed havde sommerhuse ved siden af hinanden i Fjellerup.

Det blev ikke til en særlig lang karriere i topfodbold. Som ung var der mange andre ting, der fascinerede Bjarne.

»Jeg husker, at vi var til et flere dages stævne oppe nordpå. I fjernsynet spillede Kim Larsen ’Østre Gasværk’. Jeg var tryllebundet, og da træneren sagde, vi skulle slukke, og vi skulle i seng, bad jeg om lige at se det færdigt. ’Når jeg siger, du skal i seng, så skal du i seng,’ lød det. Og så slukkede han for fjernsynet. Så stoppede det. Jeg ringede efter min far, som hentede mig og så spillede jeg aldrig i Randers Freja igen,« genfortæller Bjarne Linde Nørgaard, som et meget godt billede på, hvor tilfældigt og ufokuseret det var i hans ungdom.

Tarmen reddede Bjarne

Vendepunktet blev en tarmsygsdom. Bjarnes karakterer fra folkeskolen var håbløse. Han havde flere timer om ugen i OBS-klassen. Der manglede både højere matematik og flere fag, før han kunne gå på gymnasium, så det var ikke forventningen.

Så kom tarmsygdommen.

»Jeg kom ind på Randers Amtsgymnasium på Nålemagervej på dispensation og med et halvt års prøvetid på grund af min sygdom. Og det blev til en fantastisk tid. Jeg opdagede blandt andet oldtidskundskab og matematik og gennemlæste alle de bøger, jeg lånte på biblioteket, om fagene, der interesserede mig. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig,« husker han.

»Det samme jeg havde sagt til lærerne på Søren Møllersgades Skole og fået en straf for, det blev taget alvorligt på gymnasiet. Man lyttede til os, og jeg førte spændende diskussioner om livet og matematik med flere af mine lærere,« genfortæller en begejstret Bjarne Linde Nørgaard.

Fest på Pærevej

I hjemmet var broderens misbrug et voksende problem, og efter en kort periode i et lejet værelse fik den unge Bjarne tilbudt, at han kunne bo hos Poul Fredslund Andersen, der på det tidspunkt boede i hus på Pærevej i Helsted.

»Det var fantastisk. Jeg boede ikke langt fra gymnasiet og fik lov til at holde alle de fester, jeg ville. Det var en god tid. Det eneste, Poul stillede som betingelse, var, at jeg skulle lufte hunden hver dag. Hold kæft, hvor var den grim,« lyder det grinende fra Bjarne, der fik en god eksamen og tre gode år på gymnasiet. Han gik ud i 1982, og heldigvis var tarmsygdommen forbigående.

»Der fandt jeg for første gang i mit liv ud af, at jeg var ok kvik, og at når man sled for det, så kunne man opnå noget. Man behøvede ikke lave ballade.«

Efter et sabbatår i USA kom han på Aarhus Universitet og valgte lægevejen. Han fandt sin kone Trine, der også var læge, og i tiden derefter kom de fire børn, hvoraf Sofie som nævnt er den ældste. I dag, efter utallige års forskning i USA og herhjemme, er han blevet professor på Aarhus Universitet.

Holder stadig med Randers

Det hele begyndte i en lejlighed i Sjællandsgade i Randers.

»Mine bedste venner fra dengang, Fide og Peter Vildmand, er jeg stadig bedste venner med, selvom livet har trukket os i meget forskellige retninger. Vi ses regelmæssigt, og typisk over et par øl diskuterer vi livet, der var, og som det er blevet. Ikke sjældent finder vi guitarerne frem og giver den gas – næsten som i gamle dage.«

Faktisk lykkedes det for Bjarne i sit sabbatår efter gymnasiet at komme til spille rundt om i USA, akkurat som han drømte om som barn.

»Jeg kommer ikke til at flytte til Randers igen, men selvom jeg bor i Odder, der er AGF-område, så holder jeg med Randers FC og ser alle deres kampe på tv og af og til på stadion. De spiller ikke specielt godt, men de er mit hold.«