Randers Bibliotek har tema om ensomhed og fællesskaber her i efteråret, og fokusset på fællesskaber fortsætter, selvom biblioteket kaster sig over et nyt tema til foråret.

Af Marie Have Qvist, Journalist og SoMe-ansvarlig, Randers Bibliotek

Det moderne folkebibliotek er meget mere end udlån af bøger og hjælp til informationssøgning. Bibliotekerne i Danmark har i mange år arbejdet intenst på at skabe fællesskaber med udgangspunkt i lokal forankring, litteratur og aktuelle samfundstemaer.

Man behøver ikke at være en læsehest for at deltage i et fællesskab på sit lokale bibliotek i Randers Kommune, og fællesskaberne for børn og unge handler ofte om meget mere end interessen for det skrevne ord.

»Når vi har arrangementer for børn og unge, så lægger vi lige så meget vægt på det sociale element som på læring, udvikling eller oplysning. Det er især vigtigt for dem, der ikke følges med nogen herhen, og det glæder os meget, når vi ser nye relationer opstå blandt deltagerne,« fortæller Signe Winther Brinkmann, der er koordinator for Skole og Uddannelse på Randers Bibliotek.

Mange børn kommer ofte på biblioteket med deres forældre eller bedsteforældre, når de er små. Det kan være sværere at lokke dem ned blandt bogreolerne i teenageårene, men der findes flere forskellige fællesskaber for de yngre brugere af biblioteket.

Eksempler på fællesskaber for børn og unge på Randers Bibliotek 

Bibliotekets hjemmeside og facebook bliver løbende opdateret med arrangementer for børn og unge. Her er eksempler på nogle af de ting, som børn og unge fra 9 til 20 år kan deltage i:

  • Readathon. I efterårsferien kan børn og unge læse i enten 12 eller 24 timer i træk på Hovedbiblioteket. Børn fra 10 til 12 år kan deltage i Minireadathon (12 timers læsning) og unge fra 13 til 20 år kan deltage i Readathon (24 timers læsning)
  • GG – GamerGruppen. I januar 2024 starter et nyt fællesskab for børn og unge i alderen 10 – 16 år med interesse for gaming, teknologi og programmering. Biblioteket blander litteratur og fortællinger med spillenes verden.
  • Bogklub for de unge læsere. Randers Bibliotek starter en ny bogklub for de unge læsere i starten af 2024. Hvis man gerne vil vide mere, kan man skrive til Signe på mail sb@randersbib.dk
  • Sommerskriveskolen. I sommerferien kan man deltage i Sommerskriveskolen på Randers Bibliotek. I 2023 var den første uge af sommerferien for de 13 – 16-årige og den sidste uge for de 9 – 12-årige.
  • Pop up-arrangementer. I september 2023 overnattede en hel flok unge på Randers Bibliotek i forbindelse med et demokratiprojekt i samarbejde Randers Ungdomsskole. Der er jævnligt POP UP-arrangementer for børn og unge, og det næste er Retrospil 30. december 2023 på Hovedbiblioteket.

Fakta og gode råd om ensomhed blandt børn og unge

  • Barnet ændrer adfærd, isolerer sig, deltager ikke i fritidsaktiviteter, vil ikke i skole, har ondt i maven, ondt i hovedet, søvnproblemer eller lignende.
  • Barnet siger ting som: ”Det er ligegyldigt, om jeg kommer i skole” eller ”Jeg har det egentlig også bedst, når jeg er alene”.
  • Gode råd til forældre omfatter at tale med barnet om ensomhed og mulige løsninger, bakke op om fællesskaber og være opmærksom på barnets digitale liv.

Kilde: Børns Vilkår