Torsdag 14. december skabes en ny luciatradition, hvor GAIA Akademi og ReThinker Randers arrangerer et fælles luciaoptog gennem midtbyen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Frivilligorganisationen ReThinker Randers har arvet en stor luciabrud fra VisitAarhus’ frivilligorganisation i Aarhus, og nu er kunstnerne ved GAIA Akademi i gang med at sætte Luciabruden i stand sammen med gæstekunstneren Britt Kristensen, der har specialiseret sig i karnevalsfigurer, og derved får Luciabruden sit helt eget præg.

Designhøjskolen og GAIA er med til at skabe unikke avantgarde luciakjoler og figurer sammen med 8. klasse i Randers Realskole. De skal alle indgå i optoget, og lucia-ternernes kjoler er lavet ud af frasorterede og aflagte lagner fra Aarhus Universitetshospital, Skejby. Alle der deltager i optoget, vil bære lyset frem med små lanterner med LED-stearinlys.

I optoget indgår deltagere fra GAIA Museum Outsider Art og Akademi, frivillige ReThinkers, Randers Realskole, Romalt Friskole, Kolobritt, Den Skandinaviske Designhøjskole og Tradium.

Optoget starter på Østervold og går gennem Randers midtby over til Kirketorvet, inden det slutter på Østervold ved Den Jyske Hingst.