Åer oversvømmer marker, stier er ufremkommelige, og nye søer dannes, hvor man før gik tørskoet. Men problemer med vand i landskabet er ikke nyt. I store dele af landet inddæmmede, drænede og afvandede danskerne også for 50,100 og 150 år siden, som i engene ved Randers Fjord.

Hør om inddæmning og afvanding ved fjorden, når Museum Østjylland i samarbejde med Albæk Forsamlingshus torsdag 25. april inviterer til foredrag om et evigt aktuelt emne, nemlig vand. Foredraget erstatter et lignende foredrag, som i februar blev aflyst på grund af sygdom, skriver Museum Østjylland i en pressemeddelelse.

I foredraget sætter historiker Tina Bjerregaard fra Museum Østjylland den historiske kikkert for øjet og ser tilbage på mange årtiers kamp mod vandet i det østjyske.

»Jordene blev allerede i 1800-tallet mange steder betegnet som ”vandlidende”, og man så vandet som ”skadeligt”. Derfor gjorde man en stor indsats for at indvinde mange hektar jord i vandområder til især landbrugsjord,« fortæller Tina Bjerregaard.

Der serveres kaffe og kage til foredraget. Køb din billet på museumoj.dk.