Fra torsdag eftermiddag kommer der regn- og tordenbyger i Jylland. DMI har udsendt varsel om lokale skybrud.

Torsdag kan temperaturerne nogle steder snige sig op og ramme de 30 grader.

I vores område holder de sig dog til omkring de 25 af slagsen.

Men det bliver ikke lutter lagkage og solskin over det Østjyske torsdag.

Det oplyser DMI.

Sommervejret afløses for en bemærkning af ustadigt og køligere vejr med risiko for kraftig regn og lokale skybrud torsdag.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.

DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud fra torsdag eftermiddag klokken 15 til 23 i det sydvestlige Jylland.

I forbindelse med bygerne kan der komme kraftige vindstød.

Ud på aftenen bevæger bygerne sig videre mod nordøst og svækkes lidt. Der kan dog fortsat være bygeaktivitet og dermed risiko for skybrud.

Derfor er der udsendt en risikomelding om lokale skybrud og torden i det nordøstlige Jylland og resten af landet – med undtagelse af hovedstaden og Nordsjælland.

Varslet er gældende mellem torsdag klokken 20 og fredag klokken 04.

Kort: DMI

Kriteriet for kraftig regn er mere end 24 millimeter på seks timer, og for skybrud skal der falde mere end 15 millimeter på 30 minutter.

Natten til fredag passerer en koldfront med regn og torden landet fra vest, hvorefter landet står over for en periode med ustadigt og lidt køligere vejr.

Fredag står vejret således på sol, skyer, regn og byger, der lokalt kan være kraftige og med torden, samt temperaturer på 20 til 25 grader.

/ritzau/jro