Fortsæt til indhold

Landsbygruppen bliver forening: Lokal modmagt til Naturnationalparken fødes

Landsbygruppen Mols Bjerge bliver nu forening for at få reel indflydelse på Naturnationalparken efter konflikter om hegn, låger og vejlukninger med Naturstyrelsen.

Politik

Landsbygruppen Mols Bjerge tager nu næste skridt i kampen for indflydelse på den kommende naturnationalpark.

Onsdag 25. marts kl. 18.30–20.30 holdes stiftende generalforsamling på Skovmøllen i Femmøller, hvor den løse borgergruppe bliver til en egentlig forening.

»Naturstyrelsen har flere gange sagt direkte til os, at vi bør organisere os som forening, hvis vi vil tages alvorligt. Det råd tager vi dem nu på ordet,« siger Leif Roed fra Landsbygruppen.

Baggrunden er måneders konflikt mellem fastboende og Naturstyrelsen om nye hegn, låger og lukkede veje i Mols Bjerge – tiltag, der er sat i værk, før Naturnationalparken overhovedet er formelt etableret.

»Vi oplever, at vores hverdag bliver besværliggjort, uden at nogen har spurgt os, der bor her. Når man pludselig skal igennem låger og rundt om hegn for at komme de samme steder som altid, så er det ikke bare ”naturforvaltning” – det er indgreb i vores dagligliv,« siger Leif Roed.

Konflikt om hegn og veje

Mange fastboende i området har protesteret mod Naturstyrelsens nye låger, hegn og sammenlægning af folde. Ifølge Landsbygruppen er tiltagene gennemført uden ordentlig lokal dialog.

»Vi er ikke imod natur. Vi er imod, at man lukker veje og ændrer adgangsforhold hen over hovedet på dem, der bruger området hver dag,« siger Leif Roed.

På generalforsamlingen vil medlemmer af bestyrelsen for den kommende Naturnationalpark redegøre for forløbet indtil nu.

Det sker på baggrund af et møde i Bogens med Naturstyrelsen, hvor beboernes protester blev fremlagt.

Trafikplan uden lokalkendskab

Samtidig raser en anden konflikt: kommunens trafikplan for området, udarbejdet af et konsulentfirma.

»Man får indtryk af, at konsulenterne aldrig har sat deres ben i Mols Bjerge. De foreslår ensretninger og lukkede veje, som hverken giver mening for os, der bor her, eller for naturen,« siger Leif Roed.

Landsbygruppen afviser ensretning, fordi det giver længere og hurtigere kørsel i området. I stedet foreslår gruppen at friholde området for gennemkørende motorkørsel, men tillade lokaltrafik.

»Vores model er enkel: Beboerne kan fortsat bruge alle grusveje, mens turisterne parkerer på p-pladserne og går eller cykler ind. Det skåner både naturen og vores små veje,« siger Leif Roed.

Bred lokal forankring

Landsbygruppen Mols Bjerge består af borgere fra Agri, Bogens, Femmøller Strand, Fuglsø, Toggerbo, Viderup og Vistoft.

Gruppen har siden efteråret 2022 arbejdet med Naturnationalparken og har allerede præsenteret konkrete løsningsforslag for politikere, Naturstyrelsen og Nationalparkbestyrelsen.

På den stiftende generalforsamling skal der vedtages vedtægter, vælges bestyrelse og fastsættes kontingent.

»Vi vil være en konstruktiv, men tydelig medspiller. Vi kender området, vi bor her – og vi har tænkt os at blive ved med at blande os,« understreger Leif Roed.