I Region Midtjylland får børn med type 1-diabetes nu mulighed for at blive en del af et nyt fælleskab på deres lokale hospital. Her kan de erstatte to af deres fire årlige diabeteskonsultationer med gruppemøder.

I første omgang gælder tilbuddet børn i alderen 8-10 år på børneafdelingerne i Randers, Aarhus, Viborg og Herning.

– Vi ved, at gruppeundervisning har en positiv effekt på børnenes egenomsorg og livskvalitet, siger sygeplejerske Jette Rørstrøm, ved Steno Diabetes Center Aarhus.

Gruppemøderne vil samtidig fungere som et netværk for forældrene.

De får mulighed for at mødes, dele erfaringer, få undervisning og snakke med os behandlere, mens deres børn er til gruppemøde.