Villum og Schmidt ankommer i dag 23. juni ved Den Blå Bro efter de 15. juni kastede sig ud i et nyt projekt. De har nu roet 160 km i en kano gennem hele Gudenå-løbet og slutter altså i Randers efter frokost på Fladbro Kro

 

Willum og Schmidt er i Hakon Mielches kølvand. I 1935 tog journalisten, globetrotteren og forfatteren Hakon Mielche som en af de første Gudenåen i sin fulde strækning. Han padlede gennem hele Gudenåen og har udgivet bøger om netop den tur. I år er det 85 år siden, han gjorde muligheden for at sejle i kano på Danmarks længste vandløb – som også er Danmarks eneste flod.
”Den bedrift vil vi gerne hylde og forsøge at gøre ham kunsten efter,” siger Tomas Villum Jensen.
Et filmhold følger de to kendte ansigter under hele turen, der varer i ni dage og skal blive til en ny serie af rejseprogrammer til DK4. Undervejs ser og besøger de steder og erhvervsaktører i området.

Gudenåen er en vigtig fortælling
Villum & Schmidt på Gudenåen er blevet til i et samarbejde med GudenåSamarbejdet, der er et samarbejde mellem kommunerne langs Gudenåen, samt VisitHorsens, VisitJuelsminde, Turistsamarbejdet Kystlandet og VisitAarhus, der er den officielle turistorganisation for Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers kommuner, hvor Gudenåen løber igennem.
“Vi havde en god oplevelse med Tomas og Jonas, sidst de besøgte os og erobrede de mange høje bjerge i vores område. Så da Tomas fortalte mig om sin nye skøre idé, var vi simpelthen nødt til at hoppe med i kanoen. Gudenåen er en vigtig fortælling for os, og det er lidt sjovere og interessant, når ting bliver fortalt med et glimt i øjet. Heldigvis kunne det lade sig gøre med opbakning fra kommunerne langs Gudenåen, erhverv og VisitAarhus,” siger Helle Berthold Rosenberg, direktør i Turistsamarbejdet Kystlandet.