KIAN JOHANSEN, REDAKTØR DIN AVIS

Når du går på arbejde og følger dine chefers ordrer og firmaets politik og i øvrigt forsøger at løse dit job tilfredsstillende, så er der ikke noget mere frustrerende og psykisk belastende end mennesker der taler grimt til dig, eller slår eller skubber dig.

Nej vel?

Uanset om du er skraldemand, kontorist eller butiksansat, så fortjener vi alle at blive tiltalt i en en pæn tone, når vi løser vores jobs. På side 14 og 16 i Din Avis kan du blandt andet læse om Louise Lunds oplevelser med kunder, der absolut ikke taler pænt eller behandler hende med respekt.

Hun har i flere år arbejdet i butik og fortæller om flere episoder, hvor kunder har talt grimt til hende og i enkelte tilfælde faktisk også har sparket og slået hende.

Hvorfor?

Uanset hvor træls en dag du selv har og hvor lidt overskud der er tilbage i en livstræt krop, så er der ingen andre mennesker der fortjener et bandeord eller et puf, blot fordi butikken har regler, et system der svigter, eller fordi du ikke liige må købe 100 kilo billige tudekiks på tilbud, fordi andre også skal have buddet.

Det er simpelthen ikke i orden.

Så lad os alle tørre øjnene for tudekiks og gør noget ved det.

Tal pænt og tæl til 100, tak!